Koh Samui, Thailand

05-05-2014: Koh Samui, Thailand

Så kom vi til Myanmar - og so far er det en af de bedste beslutninger vi har taget på denne tur, for det her land er bare.. wow! Myanmar (eller Burma om man nu vil) er landet, hvor der findes flere tusinde pagodaer,

hvor både kvinder OG mænd går rundt i den lange, traditionelle nederdel (kaldet lungi), hvor mændene ofte har sorte/røde tænder pga. den tobakslignende ting de tygger på (betel nuts), hvor folk ofte bryder spontant ud i sang lige meget hvor og hvornår, hvor alle elsker Justin Bieber, Avril Lavigne, One Direction, hvor hvide mennesker er nogle mystiske rumvæsener og meget fascinerende, hvor colaen lige er kommet tilbage efter 16 år, hvor der lige er kommet hæveautomater, hvor regeringen holder alt under streng kontrol, hvor folk næsten altid smiler, hvor de ældgamle Buddhastatuer er kranset med neonlys og lyskæder der blinker og hvor gul farve i ansigtet er den smukkeste form for makeup.

Som det første tog vi den obligatorisk tur gennem Yangon, hvor vi så en masse mere eller mindre spændende bygninger ("Neej, hvor er den fin. Nå, skal vi videre?").
Når vi gik forbi ældre mænd på gaden, ville de altid sige:"very hot, very hot", mens de viftede deres hænder i ansigtet, for at indikere hvor varmt vejret var - og de havde bestemt ret! Sådan fandt vi også ud af, at "varmt" på burmesisk hedder "boude" (bootaaaaaaaay), så det har vi siden benyttet som icebreaker, når vi mødte lokale (man kan vel altid snakke om vejret??).
Vi lagde os herefter i en park, tilsyneladende sammen med de fleste af Yangons indbyggere - for der var godt fyldt op. En lille pige på 7 år, som var postkortsælger, var fulgt efter os i håb om at tjene en skilling eller to, og hun lagde sig i græsset sammen med os - og faldt i søvn, hvilket var ret hyggeligt.
Her lå vi så os tre, indtil Ally satte sig op og opdagede, at der var dømt stirrekonkurrence, for hvorend hun kiggede, var der folk som bare GLOEDE på os og tog billeder af os (lidt celeb har man vel lov til at være).
Kort tid efter kom der tre unge burmesere hen til os og spurgte om vi ville med til deres engelsk klasse. Det takkede vi selvfølgelig ja til og der sad vi så og snakkede engelsk med de lokale, og de var lige så interesserede i vores land og omverdenen generelt, som vi var i at vide mere om deres land. Interessen kom nok især med, at de ikke havde fået særlig meget viden om verdenen udenfor i mange år. Man skal have i mente, at Coca Cola først blev introduceret her i landet i 2014, at man kunne komme i fængsel for at synge revolutionære sange såsom "Get up, stand up" af Bob Marley for bare 2 år siden, og at den undertrykkende regering stadig sidder på magten, på trods af den politiske udvikling.
Det var super interessant at høre om deres liv, deres land og religion - noget de er meget stolte af (de kunne slet ikke forstå, at vi ikke var religiøse, for det er alle her).

Herefter gik turen til den famøse Shwedagon Pagoda, som er en kæmpe guldpagoda, der især fremstår imponerende, når det bliver mørkt og lyset fra lamperne får guldet på pagodaen til at glitre.
Her ved pagodaen var også stedet, hvor vi første gang stiftede bekendtskab med Party Buddha; et begreb vi har indført, som beskriver de buddhaer, der er omgivet af det grimmeste partylys og overdrevne farverige lyskæder - desværre ikke en sjældenhed i dette land...

Næste dag gik turen igen til engelsk klasse, hvorefter de søde elever bød os på traditionel morgenmad, også kaldet mohinga: en nuddelsuppe med fisk og bønner, som (heldigvis) smager en del bedre, end det lyder ;)

Herefter gik turen med båd til Dalah, en lille landsby uden for Yangon, hvor vi lejede en cykeltaxa, der kørte langsommere, end vi kunne gå.
Den kørte os til en pagoda og en lille landsby, hvor en kvinde bød os indenfor i hendes bambushytte. Her fik vi så dhanakar i hovedet, hvilket for dem er en blanding af makeup og solcreme. For os lignende det mere, at vi havde fået gult skidt i hovedet. Men hold da op, det fik godt nok komplimentsgeneratoren til at gå helt i selvsving blandt de lokale, for alle kvinder og mænd vi mødte herefter på gaden, synes bare vi var de smukkeste piger i hele verden. Kvinden spurgte desuden om vi havde kærester, og da Ally svarede nej, kom kvinden med det udmærkede forslag, at hun da kunne blive gift med hendes søn - ja, som vel og mærke var 10 år og lignede en på 5. Efter grundige overvejelser takkede Ally dog nej.
Herefter tog vi til Twante, hvor vi så hvordan de lavede keramiske skåle på 5 min til den vanvittige pris af 3,5 kr, og kørte forbi de fantastisk smilende og vinkende burmesese.
Vi kom også til den såkaldte Snake Pagoda, hvor vi forestillede os, at slangerne var tegnet på væggene eller måske et par slanger i bur, hvis der var levende slanger. Men nej, inde i et rum på ca 12 kvadratmeter var der 40 LEVENDE kæmpeslanger, som bare lå og sov uden noget bur. Og ved siden af dem, lå der så burmesere og sov på gulvet pga varmen. De er sgu en smule skøre her i Myanmar ;)

Om aftenen tog vi så ud og spiste på en restaurant, hvor der viste sig også at være en scene med band, en syngende kvinde i lårkort kjole (sjældent syn her i Myanmar) og en tilhørende stripper stang. Vi var da også de eneste piger her, fandt vi hurtigt ud af. Det gik heller ikke ubevidst hen fra mændenes side, som gerne brugte ventetiden på at glo på os og sende os sleske blikke og kyssemunde. Som om det ikke var nok, så oplevede vi, da vi skulle betale, at de havde afkrævet for mange penge for øllene i forhold til, hvad der stod i menuen. Men nej, det var skam den rigtige pris, den var nemlig steget siden menukortet blev lavet. Vi nægtede at betale anden pris end det der stod i menuen, men det havde tjeneren da en løsning på: han tog et hvidt klistermærke og satte det oven på den gamle pris og skrev den nye pris. Værsgo at betale ved kasse et. Det nægtede vi så, og efter 45 minutters stædig venten fik vi vores penge - oh yeah, victory!

Så tog vi ellers til Mount Kyatitjiyo, også kendt som The Golden Rock med en pagoda på, der er ved at falde ned af et bjerg (søg evt på google for yderligere forklaring). Turen derop og ned foregik i en stopproppet vogn fyldt med lokale og os, og så gik det ellers op og ned af bakkerne - det var en totalt rollercoastertur.
Den gyldne sten var meget pæn, ligeså var udsigten og det var vi tilsyneladende også, eftersom folk ville have taget billeder sammen med os flere gange.
Hvis man ikke havde lyst til at gå de 10 min det tog at gå op af trapperne, kunne man leje en bærestol af bambus og fire unge burmesere til at bære sig op. Det tilbud valgte flere kinesere at tage imod - I kan selv forestille jer, hvor åndssvagt det så ud...

Vi tog til Hpa An dagen efter - en lille by, som var omgivet af de smukkeste grønne marker og træklædte bjerge.
Her tog vi til en pagoda (ja, sådan nogle havde de overraskende nok også her!), der lå på en ensom klippe midt ude på en ø midt på en sø - smukt sted!
Ellers tog vi op til et view point, som "kun" tog 25 min at klatre op til. Og her opdagede vi til vores store ærgelse at Nepal-formen var væk for længst, for der blev prustet hele vejen op. Udsigten var dog vildt flot i lyset fra solens sidste stråler og de mange anstrengelser blev glemt (for en tid...)

Efter den store succes dagen før, besluttede vi os for at tage et endnu højere bjerg. Målet var toppen af Mount Zwegabin (ja, det lyder rigtig hardcore, ikke?)
Vi startede ved bunden af bjerget, hvor der lå en park med 1150 identiske buddhaer; de gør sgu ikke tingene halvt her, over 1000 buddhaer ellers så duer det ikke!
Og så gik det ellers bare 2 timer stejlt (!!) op. De første 20 min troede nogle børn, at de kunne nå toppen hurtigere end os, men de måtte opgive, og så var der kun os hardcore trekkere (og munkene, som så irriterende ubesværede ud) tilbage.
Det var mildest talt mega hårdt, men det fik os til at indse, hvorfor vi endnu ikke har set nogle dyrke motion her i Myanmar (men samtidig er alle tynde som siv). Det skyldes, at de altid skal gå op af umanerligt mange trapper for komme op til deres pagodaer på toppen af diverse bjerge. Vi priste os bare lykkelige for, at vi ikke tror på en religion, som tvinger en til den slags fysisk tortur!
20 trin før toppen stoppede en pige os for at spørge, om hun dog ikke lige kunne få et billede med os. Det blev desværre et nej herfra, eftersom at a) vi var tomatrøde i ansigtet, b) vi var sgu ikke lige i humør til de store smil og c) vi var døden nær.
Men wow, udsigten var bare fantastisk, og vi var meget stolte af os selv.

Herefter gik turen til byen Mandalay. Halvdelen af bussen var dog proppet til med varer, specielt frugter. Så vi var tvunget til at lugte til den forfærdelige lugt af durian - en asiatisk frugt, som ingen andre end asiaterne kan lide. Det er dog ikke kun os, der er sarte - på mange hoteller hernede skilter de med, at durian er forbudt pga lugten. At skulle sidde i bus med frugten på en 12 timers tur kan vist ikke beskrives som andet end tortur.

I Mandalay tog vi på seriøs sightseeing med nogle søde motorbike drivers, som kørte os til alle de steder, hvor man ikke skulle betale for indgangen (pengene går direkte til regeringen, og dem vil vi ikke støtte, hvis vi kan undgå det!).
Vi gik bla op af Mandalay Hill (ak ja, alle de trapper). På vejen derop så vi en masse billeder taget af unge piger, som poserede det bedste de havde lært (desværre med et til tider ret morsomt resultat). Det var her vi fandt på en ny business-ide, som ville blive et hit uden lige: Pagoda dating! Billederne af pigerne var hængt op i rækkevis på store tavler på vej op af Mandalay Hill og mindede utroligt meget om en form for datingside.
Vi endte dagen på U Bein Bridge (eller U Pain Bridge, som der stod på skiltene på vej derhen - skræmmende), hvor vi skulle se solnedgangen. Selvom vi ikke så nogen sol gå ned pga overskyet vejr, var der gang i den her alligevel.
Thea fik sig en omgang håndlæsning, og det var det ene astrologiske guldkorn efter det andet, som kom ud af astrologens mund - fx at hun ikke må spise svinekød under hendes fremtidige graviditet, for så bliver hun fed, at hun dør på et uspecificeret tidspunkt og at hun skal holde sig fra risikofyldte jobs (ikke defineret nærmere). Alt imens Thea blev beriget med info om hendes fremtid, så nogle unge burmesiske drenge sit snit til at få taget billeder sammen med Ally, den hvide skønhed. Vi fik også taget billeder med flere familier - nu har vi i hvert fald fået en ide om, hvordan det må føles at være kendt.

Ellers var det tidligt i seng, for vi skulle op kl 3 om natten, for at tage toget kl 4 mod byen Kyaukme; en tur som eftersigende var alle timerne i tog værd.
Men ja, så let blev det ikke. Vi kom til at vente i 4,5 time, siddende på jorden på stationen, før vi endelig kom afsted (måske skulle togchaufføreren lige have en lur inden turen - ikke usandsynligt) - og så ventede der ellers 10 timers togrejse forud.
Heldigvis var det en utrolig smuk tur, som gik gennem smukke grønne landskaber, forbi træklædte bjerge og over en gammel teakbro (det var ikke for sarte sjæle!).
Vi ankom om aftenen og mødte vores guide, Joy, som skulle med os på motorcykeltur næste dag.

Så gik turen ellers mod bjergene med Joy, Harry og Sebastian; sidstnævnte var fra Tyskland og kørte på sin egen motorcykel. Det var noget af en præstation i sig selv, for vejene var dårligere end dårlige!
Det var overskyet først på dagen, men efterhånden klarede det op, og så var der bare den smukkeste udsigt over bjergene - wow, siger vi bare!
Vi havde nogle vildt sjove og skønne guider, som altid var klar på sjov og ballade. Joy var vores primære guide, og vi fandt hurtigt ud af, at han regnede med at blive gift inden længe. For hans kone skal han betale 5000 dollars i ægteskabsafgift. Til det kommenterede han - "she is cheap!". Og så forklarede han ellers, at hvis man ikke ønsker at betale så meget, kan man mod familiens ønske "stjæle" hende og når de så kommer tilbage, kan man blive gift til lige den pris man ønsker, da man er nødt til at blive gift, hvis man har overnattet sammen. Hæhæ, det udløste en uundgåelig joke, hvor vi jokede med, hvor meget hver pige (inkl os selv) så var værd. Blandt andet bor Thea i en skov, hvorimod Ally bor i en by, hvilket selvfølgelig betyder, at Thea er billig, mens Ally er lidt dyrere.
Vi kørte forbi landsbyer, hvor folk inviterede på te og mad. Vi så teplantager og lærte en masse om, hvordan de udvinder teen, som er deres helt store indtægtskilde. Vi var med til en religiøs festival, hvor folk var klædt i deres smukke traditionelle klæder, mens de hørte på præstens messende stemme i deres kloster. Vi blev kigget, gloet og stirret på, og folk (mest børn) smilede ikke altid - vi var så langt ude på landet, at hvide mennesker stadig er så sjældent et syn, at vi er mere skræmmende end fascinerende ;). Vi legede med de lokale børn, blandt andet løb vi efter dem, hvorefter de skreg og spænede væk fra de skræmmende blegfise. Vi så de mest fantastiske landskaber som bestemt ikke blev grimmere af, at det var vildt godt vejr! Vi diskuterede politik og buddhisme med vores guider. Vi havde det så sjovt med vores lille gruppe, som bare kom rigtig godt ud af det med hinanden. Kort sagt, vi havde en fest - helt sikkert et af højdepunkterne i dette land.

Efter 2 dage på farten tog vi om aftenen med til en til engelskklasse, sammen med vores guider, der også var engelsklærere for nogle aftenhold. Det var hyggeligt og spændende at høre om at være ung og fra landet, her i Myanmar - noget helt andet end de engelskstuderende vi havde snakket med i Yangon.

Næste dag gik turen til Pyin Oo Lwin med bus. Vi havde det begge ikke særlig godt den dag (hovedpine), så vi besluttede at tage ud til den kendte have i byen, som skulle være et smukt og fredfyldt sted.
Det var det sikkert også normalt, men ikke lige dén dag. For det var helligdag, hvilket betød fridag for de lokale, som selvfølgelig betød valfart til den have, hvor vi var.
Vi kunne på ingen måde overskue alle de mennesker, som ville have taget et billede sammen med os, men til sidst lykkedes det heldigvis at finde et hjørne af haven, hvor vi i fred kunne ligge os under nogle store grantræer og slappe lidt af. Efter 5 minutter fik en gruppe børn dog øje på os og begyndte at give os blomster. Til sidst spurtede de frem og tilbage for at finde blomster, hvorefter de gav dem til os, så vi blev fuldstændig dækket af blomster. Det var nu meget hyggeligt.
Da vi til sidst bevægede os ud fra vores lille gemmested for at få en fruit shake gik det dog endnu mere amok med burmesere, der ville have taget billeder. Mens Ally ændrede taktik og fandt sin bog frem på restauranten, for at indikere "lad mig være i fred, jeg har hovedpine", var Thea for sødt et menneske til at sige SKRID. Da jordens mest ihærdige burmeser ville have hendes nummer, skiftede hun lidt forvirret mellem undskyldningerne: "mit simkort virker ikke i Burma" og "min kæreste ville nok ikke blive så glad for det", men blev ved og ved med at sige nej. Han fattede dog ingenting og fortsatte i en uendelighed. På et tidspunkt sagde han, at han ville købe alt til hende, selv en middag: "do you like fish??". Han endte dog med at købe os begge to en Shark (en energidrik, som smager hæsligt). Da Thea til sidst ikke gad sige høfligt nej igen og igen og igen, skiftede hun taktik til: "vi har en aftale, så vi bliver nødt til at smutte, ikke Ally, den der aftale du ved". Men Ally kunne stadig ikke overskue at skulle flytte sig ud af stedet, så hun gav ham et fake nummer han kunne ringe til og invitere på middag. Heldigvis fik det ham til at smutte!
Overraskende nok gik han faktisk fra at gøre vores hovedpine værre, til at fjerne den fuldstændig - svaret var nemlig Shark! Efter at have bundet energidrikken blev alting nemlig MEGET sjovere. Vi besluttede os for at få det bedste ud af det og begyndte at tage lidt pis på dem, der ville have taget billeder (kun dem der ikke spurgte pænt). Vi lavede forskellige ansigter på billederne, blandt andet et forvirret "hvad er et kamera??"-udtryk. Det havde vi det utroligt sjovt med et par timer og fik så en is mens vi sad på græsset og blev kigget på. Vi vaskede også en lille Buddha, der sad i haven - noget burmeserne kun gør på den bestemte helligdag. Samme aften tog vi allerede videre til Mandalay med pick-up, hvor vi havde en aftale om at mødes med Lisa og Eric, som vi havde været frivillige sammen med i Cambodia. Vi tog over til deres luksushotel, hvor vi på ingen måde passede ind! Det var et par dage siden, at der havde været mulighed for et bad, og efter timevis i en åben pick-up, ankom vi med vores rygsække - støvede, trætte og stadig en smule syge. Her blev vi dog mødt af en masse tjenere, som troede vi var ved at tjekke ind - først kom en tjener hen med velduftende renseklude og derefter en anden tjener med frugtjuice. Vi forklarede dog at vi skulle mødes med vores venner og ikke tjekke ind, men det var skønt at få 3 minutters luksus! Vi brugte rensekluden til ansigt, arme, hænder, nakke og hals - til sidst var den helt sort og det var en smule akavet at give den tilbage...
Sammen med Lisa og Eric tog vi på roof top bar, hvor vi så et puppetshow og derefter tog vi ud at spise streetfood. Det var vildt hyggeligt at ses igen!
Dagen efter tog vi bussen til Bagan, hvor vi havde nogle lskønne dage sammen med to tyske piger vi havde mødt. Første dag lejede vi nogle cykler og cyklede rundt mellem alle templerne (der er 3000 templer i området omkring Bagan) og til sidst åbnede en sød burmeser op for et af templerne, så vi kunne kravle op til toppen og se solen gå ned over de tusindvis af templer. Det var fuldstændig ubeskriveligt smukt! Dagen efter lejede vi e-bikes (elektroniske miniscootere) og kørte rundt og så templerne. Vi startede kl. 4.30 med at se solopgangen fra toppen af samme tempel som dagen før og sluttede med at se solnedgangen fra et tempel flere kilometer væk. Man skulle faktisk betale 15 dollars hver for bare at være i Baganområdet, men af en eller anden grund blev vi ikke stoppet dengang vi ankom (vi tror, at det var fordi vi sad proppet ind bagi en lokal pick-up, så de ikke så der var turister iblandt) og så undgik vi bare at gå ind i de af templerne der havde check-points (et tip fra en lokal burmeser - pengene går nemlig til regeringen, så de vil heller ikke have man betaler). På et tidspunkt var vi dog ved at blive stoppet, fordi vi havde overset et check-point, men vi skyndte os ud til vores e-bikes og kørte væk med lynets hast. Bagan var det varmeste sted vi har været, med mere end 45 grader midt på dagen, så uden e-bikes var det ikke gået!
Så tog vi til Kalaw, hvor vi startede vores 3-dages trek til Nuangschwe ved Inle Lake, sammen med et amerikansk par (Trish og Dan) og en sød guide (Cookie). Det var et virkelig hårdt trek: stejlt op og ned i 9 timer om dagen! På et tidspunkt blev vi inviteret ind til te hos en lokal burmesisk dame, som ikke kunne engelsk, men som gav Thea traditionelt burmesisk tøj og hovedbeklædning på. På et tidspunkt så hun fra Thea til Ally og sagde noget på burmesisk. Det viste sig (oversatte vores guide) at hun havde spurgt, lom Thea var mor til Ally!!! Sjældent har vi grint så meget og vi rullede rundt på gulvet af grin til vi fik ondt i maven (og så grinte vi lidt mere).
Om aftenen boede vi hos en 81-årig burmesisk dame, som havde en meget meget krum ryg af alt det arbejde på teplantagerne, men samtidig et helt fantastisk grin!
Vi trekkede gennem de smukkeste plantager, bjerge, risterrasser, over floder og gennem landsbyer, hvor burmeserne smilede og vinkede og råbte og inviterede os på te. Om aftenen sov vi igen hos en lokal burmeser, fik lækker burmesisk mad og spillede kort med Trish og Dan.
Efter tredje og sidste dags trek kom vi til Inle Lake, hvor vi skulle med båd til byen Nuangschwe. Vi fik lov til at betale en lille smule ekstra for båden, men så til gengæld komme rundt på en lille sightseeingtur på Inle Lake. Meget af søen er nemlig små byer som står på stolper, hvor de producerer håndvævet stof til lungier, håndlavede skibe og sølvsmykker, og det var ret interessant at se hvordan de lavede de forskellige ting. Derudover så vi deres gigantiske "floating fields", som er marker med tomatplanter, der strækker sig i det uendelige ude på søen. Når der skal høstes foregår det altså i små både, som man sejler rundt mellem rækkerne af tomater. Søen i sig selv var vildt imponerende og meget overraskende - vi havde bestemt ikke forestillet os at der ville være store og små byer midt ude på søen, så det føltes som at sejle ned af kanaler og gader, selvom man vidste det hele var én gigantisk sø. Myanmar er virkelig fuld af overraskelser og lige som man tror "nu kan intet overraske os længere", så sker det alligevel igen.
Til sidst kom vi til Nuangschwe, hvor vi indlogerede os på et hotel med overraskende mange gæster. Vi var efterhånden blevet lidt vant til ikke at se ret mange vestlige turister, men de gemte sig åbenbart ved Inle Lake! Her tog vi blandt andet på kanotur, som i virkeligheden betød at vi blev sejlet ud til en af de flydende landsbyer, hvor en af de lokale lånte os sin fiskebåd, som bestemt ikke var nogen kano og stort set umulig at manøvrere rundt med, når man ikke havde noget erfaring med den slags. Heldigvis fik vi dog hjælp af en sød burmeser på 18, ved navn Coco, som var helt vild med os! Han lærte os at ro med vores ben, som fiskerne ved Inle Lake er kendt for. Eller, han forsøgte at lære os det, men det var utroligt svært. Desuden spillede han musik for os fra sin telefon, så vi fik hørt en masse Kelly Clarkson, One Direction og Justin Bieber. Han inviterede os også hjem til sin landsby dagen efter, men den lå lidt for langt væk, så det kunne vi desværre ikke nå. Faktisk fordi vi troede at vi skulle til bryllup! Vi var blevet inviteret til et kæmpe bryllup i en af de landsbyer vi trekkede igennem. Men da vi kom til Nuangschwe spurgte vi nogle forskellige, om man bare kunne troppe op uden en skriftlig invitation og de sagde alle sammen at man skulle have invitationen med, ellers kom man ikke ind. Da vores invitation var ret så uformel, valgte vi ikke at tage ud for at forsøge at finde landsbyen i bjergene. Samtidig havde vores hotelreceptionist inviteret os til et bryllup i Nuangschwe, så vi tænkte at vi lige så godt kunne tage til det i stedet for. Om morgenen dagen efter sagde hun dog at hun havde taget fejl og brylluppet var dagen efter, men dagen efter sagde hun det IGEN, så vi kom aldrig til bryllup.
Om aftenen tog vi vores lejede cykler og kørte ud til en vingård nogle kilometer uden for byen. Gården lå et godt stykke op ad en bjergside, så man havde en smuk udsigt over Inle Lake og bjergene omkring. Her sad vi så og følte os vældigt fine, mens vi smagte fire forskellige vine og derefter bestilte en flaske af den bedste, som kom med en fancy tjener og en fancy vinspand og det hele var i det hele taget meget fancy, mens vi sad og drak, hyggede, nød udsigten og snakkede om dybere og dybere ting.
Dagen efter cyklede vi rundt i området omkring Inle og forsøgte at finde de lokales gratis hotspring. Det lykkedes dog ikke, så vi blev nødt til at cykle tilbage uden en badetur, for vi skulle med bussen til Yangon.
I Yangon var vi på togtur rundt i byen, hvor mødte og snakkede med nogle forskellige lokale, ved hjælp af fagter og parløret i Lonely Planet, for de kunne ikke ret meget engelsk.
Dagen efter fløj vi til Bangkok, hvor militæret to dage før havde kuppet sig til magten, så vi var noget spændte på at se om der var nogen ændringer i byen. Bangkok lignede dog sig selv og den eneste egentlige forskel var et udgangsforbud mellem kl. 22 og 5. Vi tog dog direkte med natbussen ned til Krabi, hvor vi tog en båd til Railay beach, som vi havde fået anbefalet. Her var da også skønt og vi nød et par timer på stranden i dejligt solskin - men så blev det regnvejr! Det viste sig, at der stort set ikke var noget at lave, når det regnede på Railay beach. Desuden snakkede vi med en, der sagde, at det regnede hver dag (!!!). Næste morgen tog vi derfor over til Koh Samui med båd og pick-up og bus og båd og til sidst pick-up igen, så vi temmeligt trætte da vi ankom om aftenen. På hotellet havde de ikke noget standardværelse, kun et penthouseværelse til tre gange så meget. Men fordi vi skulle sove der minimum tre nætter, fik vi pruttet prisen ned til kun at være 5 kr. dyrere end et standardværelse - og så var der ellers dømt penthouse til os!! Da vi så værelset begyndte vi at råbe, skrige, grine og hoppe op og ned, for den slags luksus var ikke ligefrem det vi var vant til. Der var en stor tagterrasse, badekar, kæmpe dobbeltseng, fladskærm, dvd-afspiller, et sofahjørne og det hele! Rasmus Kondrup fra vores efterskole var også på Koh Samui og vi endte aftenen med at sidde os tre på tagterrassen, drikke et par øl og snakke om stort og småt. Så hyggeligt!
Dagene her på Koh Samui er gået med lækker mad, to timers massage, strand, badning, tanning, et par øl med Rasmus og hans venner (måske en enkelt breezer?) og i det hele taget afslapning.
Her er rigtig dejligt og vi nyder det helt bestemt. Som Rasmus sagde er det Thailands svar på Mallorca, så det er noget fuldstændig andet end hvad vi ellers er gået efter - men også tiltrængt.
På stranden går sælgerne rundt (ligesom alle andre steder i Sydøstasien, hvor der er turister), blandt andet end issælger, som mere end én gang har sunget højlydte serenader til os på thai (som vel at mærke varer 5 min og får hele stranden til at vende sig og kigge). En anden issælger blev ved med at spørge: "ice cream? I scream - you scream?" Haha.
Men her kan vi ikke blive for evigt, og vi savner samværet med andre backpackere! De fleste her er midaldrende par og i det hele taget kuffertrejsende med penge. Så i morgen tager vi båden til Koh Tao, hvor Ally skal have et Open Water dykkercertifikat (måske også Advanced), mens Thea der allerede har Open Water, vil tage Advanced. Så der vil vi være den næste uges tid!
Stort knus til jer derhjemme, vi ses om to uger! :)