Pai, Thailand

28-02-2014: Pai, Thailand

Hej igen!
Så har vi haft vores sidste dage i Nepal og hold da op hvor har de været fantastiske! Vi vågnede kl. 5.45 lørdag den 15. i vores andet forsøg på at se den berømte solopgang fra et tårn ved Nargakot.

 

Turen op til tårnet foregik bag på en motorcykel, ejet af en af vores nye venner, Santa Lama, også kaldet jule-lamaen, og det var en oplevelse i sig selv!

Da vi nåede toppen kunne vi se 360 grader rundt, med smukke snedækkede bjerge i alle retninger og lidt efter også en helt fantastisk solopgang op over bjergene.
Tilbage i Nargakot fandt vi en lokal bus tilbage til Baktapur, hvor vi skulle skifte til en bus mod Dulikhel. I bussen mødte vi dog en fyr der hedder Kiran, som var meget fascineret af Theas utrolige evner indenfor BobHop (et mobilspil) og derfor indledte en lang samtale. Han inviterede os derefter, med ægte nepalesisk gæstfrihed, hjem til hans hus, lidt uden for Baktapur. Det sagde vi selvfølgelig ja til, for det er jo ikke så tit man får muligheden for at komme indenfor hos de lokale og så kunne Dulikhel godt vente! Hjemme hos ham lavede han os noget super lækker daal bhaat, som vi selvfølgelig spiste med fingrene - noget vi efterhånden er bleve helt gode til ;) Han var super sød og let at snakke med og da vi tog videre til Dulikhel tog han med i bussen og viste os på vejen verdens største statue af Lord Shiva.
Vi ankom herefter til Dulikhel, hvor vi havde en mærkelig afsked med Kiran (han nærmest løb ud af døren), og vi troede derfor aldrig vi skulle se ham igen. Men næste morgen ringede han til hotellet og inviterede os igen hjem til ham, aftenen to dage efter. Men telefonen gik ud, så han fandt aldrig ud af, at vi rent faktisk havde sagt ja tak til tilbuddet.
Nå, men vi fandt hurtigt ud af, at ikke alle nepalesere har rygsøjler som elefanter og lysten til at gå mange kilometer om dagen, som vi ellers troede, for da vi spurgte om vejen til Namobuddha (vores næste destination) var de fuldstændig paf over, at vi ville GÅ derhen, og ikke køre med bus.
Så gik vi ellers der i kedeligt regnvejr hele 5 timer med fuld oppakning, men vi hyggede is alligevel rigtig meget. Vi fik os også 2 kopper milk tea (vores nye favoritdrik!!) på vejen derhen, og så gik det ellers gennem skove, dale og op og ned ad bjergene.
Vi kom rigtig trætte til Namobuddha, et munkekloster for unge munke, hvor vi skulle sove. Det var vildt flot i rød og guld, og da det lå på toppen af en bakketop, havde den en fantastisk udsigt over dalene og himalaya. Vi spiste sammen med munkene, som efter 10 min havde spist op, så det gælder om at følge med!
Næste morgen kl 6 var vi også med til deres morgenceremoni i det smukkeste tempel, hvilket var en rigtig speciel oplevelse for os.
Herefter tog vi på endnu en trekkingtur, som var vanvittig hård pga oppakning, varme(!) og ingen mad før kl 16.30. Men vi kom endelig til en hilltop restaurant, hvor vi vidst var dagens første kunder, for vi blev i den grad vartet op - skønt!
Herefter tog vi til Bhaktapur igen, for at besøge Kiran, men da vi ankom var der helt mørkt, og vi havde hverken adresse eller telefonnummer, så vi gik efter hvad vi kunne huske om hans hjem. Vi gik i 1,5 time gennem byen, frem og tilbage i mørke, og var lige ved at give op, da vi spurgte nogle børn om de kendte ham, hvilket de gjorde. De fulgte os over til hans hus og syntes det var rigtig sjovt at vi kendte ham, for de syntes han var lidt sød... ;)
Da Kirans mor åbnede døren blev hun mildest talt overrasket - men Kiran var ovenud glad for at se os og lavede mad og redte op til os.
Dagen efter tog vi over til Kirans ven, Karun, hvis familie var helt fantastisk. Vi har sjældent oplevet lignende gæstfrihed, for de lavede den lækreste mad til os, vi drak flere liter milk tea og så gav datteren af huset os hendes fineste sarier på. Vi følte os simpelthen så smukke! Vi tilbragte hele dagen her i det smukkeste vejr sammen med disse helt specielle mennesker, som vi har fået et rigtig godt forhold til.
Om eftermiddagen måtte vi desværre sige farvel og tage afsted til Kathmandu, da vi skulle flyve dagen efter. Kiran og Karun tog dog med os til Kathmandu og om aftenen var vi ude at spise og få nogle drinks. Sådan nogle nepalesiske drenge viste sig at være de vildeste svagdrikkere, så efter et par drinks sejlede de ret meget, men det var en super hyggelig aften.
Da vi dagen efter skulle flyve blev vi sat af i lufthavnen af to meget triste drenge. Kiran var igen super stille og dårlig til at sige farvel. Han skrev bagefter til os, at han var ked af det over, at han ikke sagde ordentligt farvel, men han var så trist over at vi skulle rejse, at han ikke kunne sige noget.
Vi er blevet lidt Nepal-fanatikere og kan snakke om det fantastiske land i timevis, så bare vent til vi kommer hjem og snakker jeres ører af! De sidste dage vi havde i Nepal var super specielle og vi vil helt sikkert tilbage en dag!! We will miss you so much, Kiran, Karun, Krishna, Koruna and your families!
Vi var så heldige at flyve i klart vejr på vej ud af Nepal, så vi havde en ubeskrivelig smuk udsigt til Himalayas gigantiske bjerge og vi fik også set Everest, som vi havde prøvet på flere gange.
Efter 12 timers flyvetur ankom vi til Bangkok på New Road Guest House, hvor alle var hvide og de fleste var danskere. Efter kun at have set en enkelt dansker den sidste måned og næsten ingen turister, på grund af lavsæson, var det noget af en omvæltning.
Alberte var desværre blevet rigtig syg, så hun var ikke klar på så meget den første dag. Dagen efter havde hun det en smule bedre og vi tog på cykeltur rundt i Bangkoks gader og med båd over en af floderne til "Stomach Island", hvor der næsten ingen huse er, men til gengæld en flot jungle og en skør cykelsti af beton, omkring 4 meter over jorden som var ret sumpet. Den var ikke særlig bred og der var ikke nogen afskærmning. Vores guide på cykelturen havde godt nok sagt: "If you fall down you get wet, but it has happened before..." Men vi var nu noget skeptiske overfor den udtalelse og tænkte mere på livsfare end faren for vådt tøj. Turen var dog super flot og en god måde at se lidt af Bangkok på og der var ingen dødsfald ;)
Efter cykelturen tog vi med en af de andre cyklister, der hed Rachel, på en restaurant kaldet Cabbages and Condoms. Restauranten støttede kampen mod forskellige sexsygdomme, blandt andet aids, og kørte kondom-temaet helt ud, med lamper, skulpturer og dekorationer af kondomer, over de hele.
Om aftenen gik turen med bus til Mae Sot, sammen med 16 danskere (14 piger og 2 drenge), hvor vi skulle starte vores "Umphang trek", en af de tre ture vi havde booket hjemmefra.
Det var nogle skønne mennesker - bla nogle fra Theas gymnasium - lille verden må man sige .. ;)
Ellers gik dagene med riverrafting, trekking gennem junglen, badning i vandfald og hot springs, elefantridning (vi gik lov til at styre!) , masser af snak, masser af ris og en enkelt pandekage med æg og banan (weird!).
Alberte havde det i den grad ikke godt hele tiden, men alligevel havde Nepal gjort hende i stand til at trekke i hardcore stil - she's so bindas! (nepalesisk for cool)
Herefter gik turen til Chiang Mai i bus i 6 timer... Men Chiang Mai var virkelig en hyggelig by, som vi var meget mere fan af end Bangkok, pga. det store udvalg af mad, skønne gader, hyggelige butikker, spændende markeder og chillern barer.
Vi fandt et hostel og gik derefter på tempeljagt. Men vi kan godt mærke, at vores kulturelle gen er blevet kørt lidt ned i gear, for efter et par templer, så havde vi efterhånden fået nok af det for den dag.
Så tog vi på "Night market", hvor der var de fedeste ting til ingen penge, så vi købte os lidt fattige i frugtjuice, frugt, mangoskåle og tøj.
Herefter tog vi hjem og gjorde os klar til en lille bytur. Vi tog først på sushibar, hvor Alberte bestilte 24 stykker sushi - til sig selv. Tjenerne (og Thea) var mildest talt imponerede over hendes evner inden for sushispisning.
Så stod den på bytur, men fordi Alberte var på antibiotika måtte hun ikke drikke - til hendes store fortrydelse!
Mens Thea fik en lækker kold øl og Alberte en fesen schweppes lemon, snakkede vi med en masse - de har et rigtig fedt byliv her i byen, selvom det var på en onsdag, så det var sjov aften. Ellers havde vi besøg af en sød (gigantisk) kakkelak, som vi navngav Kaki. Thea var på vej i bad, da hun pludselig råber op og løber ud af badeværelset, hvor Kaki var kravlet op af skraldespanden for at joine hende. Derefter måtte Alberte træde til og forsøge at fange Kaki med en pose på hånden. Men da det ikke lykkedes og vi begge var ret hysteriske over størrelsen på Kaki, fangede vi den til sidst i en hullet papirkurv på toilettet, så vi kunne sige hej til den hver gang vi skulle derud. Vi frygter dog at det værste nu er hændt for stakkels Kaki, da rengøringspersonalet på hotellet formentlig ikke er lige så sarte sjæle som os.
Nu er vi så på vej til Pai (men vi kommer helt sikkert tilbage til Chiang Mai!!) - en by 3 timer fra Chiang Mai, hvor vi skal besøge Asger (Theas kæreste) og hans venner. De bor pt hos Steens (Asgers ven) onkel, hvor vi også skal sove i nogle dage i et hus, som minder om et lille slot ud fra pålidelige kilders udtalelser, så der glæder vi os meget til!
Vi har supergodt og varmt (til en forandring!), og vi håber det samme gælder for jer derhjemme ;)
Sà-wà-dii kha,
Alberte og Thea