01-06-2012: Sejltur fra Panama til Azorerne med S/Y Oasis - Se filmen her

Min telefon ringer en lørdag eftermiddag i april måned 2012. Det er min gode ven og gast Jacob som spørger om jeg har lyst til at være med til at sejle en båd fra Panama til Azorerne.

En lille forhistorie (fortalt af Peter Demant).

Det vil tage ca 5 uger, siger han.

Efter ca to min. betænkningstid svarer jeg ok, men skal selvfølgelig først have det vendt med mit arbejde. Det går på plads mandag morgen og jeg melder klar.

Billetten til Panama bliver bestilt, vi er seks personer som skal af sted, jeg kender kun den ene, han hedder Dennis, som i øvrigt også er medejer af båden båden Oasis.

De andre møder vi henholdsvis i Middelfart og Odense, på toget til København som vi skal flyve fra tirsdag den 2.maj. Flyveturen går planmæssigt via Frankfurt, Puerto Rico til Panama. Samlet flyve/ventetid bliver 27 timer.

Vi ankommer til Panama City om aftenen, og skal videre med taxa til Colon som ligger på østsiden af Panama. En times kørsel på veje som i Dk vil være utænkelige med hensyn til huller i vejen.

S/Y Oasis i Panamakanalen

Trætte og godt rystede af turen ankommer vi til Marinaen, hvor vi selvfølgelig finder båden som det første. Den afgående besætning er stadig tilstede og de afmønstrer først den næste dag. Vi får en god og hyggelig snak og går derefter i seng på et hotel som ligger i Marinaområdet.

Næste dag er det så blevet tid til overlevering af båden.De to ejere,føromtalte Dennis, og Kim, går den efter i sømmene sammen med den afgående kaptajn. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at båden bærer kraftigt præg af, at have sejlet på verdenshavene i syv år med forskellige besætninger. Det skal forståes sådan at alt om læ, trænger til at blive skiftet ud. Derimod er der en næsten ny rig.som blev skiftet ud for lidt mere end et år siden, da hele riggen incl. sejl blæste af i en storm i Stillehavet.

Der forestår nu en større proviantering, og nogle reparationer før vi kan tage af sted.

Vi handler ind i byen Colon, som er et studie i elendighed på alle områder.En forarmet og særdeles kriminel by hvor man absolut ikke bør færdes alene. Da jeg og Gunnar var der,med en lokal taxachauffør,kom der en seriøs tordenbyge som betød at byen stort set stod under vand. Ca 15-20 cm vand var der på kørebanen, og inde i selve byen, som var et inferno af udrangerede biler mellem knallerter og fodgængere.

Nu er det vist på tide at præsentere den nye besætning.

  • Kim som har sejlet jorden rundt flere gange i forskellige sejlbåde, ejer af båden.
  • Dennis som også har sejlet jorden rundt flere gange i div både, ejer af båden.
  • Gunnar som har sejlet med Dennis omkring Australien, Gast
  • Niels som er Dennis svigerfar har sejlet en smule med Dennis, Gast
  • Claus som er en ung knægt, har sejlet med skonnerten Livet med Kim som kaptajn.
  • Og jeg, som bare tager enhver chance som byder sig, Gast

Båden er af mærket ALUBAT 16 m En aluminiumsbåd på 53 fod.

Båden har de seneste 7 år sejlet med elever, og kan ses på www antarktis.dk

Så er vi klar til turen som starter præcis kl. 16.00 med kurs mod strædet mellem Cuba og Haiti. Kaptajnen havde udset sig en lille ø i det Bahamesiske ørige som hedder Great Inagua.

Det første vi så da vi stævnede ud, var de mange store skibe som lå og ventede på at komme igennem kanalen. 35 stk var hvad vi kunne tælle horisonten rundt. Starten forløb uden problemer, men snart skulle de mellemstore bølger lige ind i kroppen. I hvert fald på mig som var nødt til at ofre aftensmaden til de sultne fisk. Det skete nogle gange og så var den søsyge ude af verden, og kom ikke igen på noget tidspunkt.

Turen over Det Caribiske Hav

var en skøn oplevelse. Hver dag med 35 grader og sol fra morgen til aften. Vinden var nordøst dvs. lige imod. Men der var ikke så meget af den, så selv om det var bi-de vind, var det en fornøjelse.Næsten dagligt blev vi fulgt af delfiner, som sprang foran stævnen, for så pludselig at forsvinde igen. Hver nat var stjerneklar, og sydkorset var en fast indikator af hvor verdenshjørnerne var. Karlsvognen har stangen nedaf.

På tredjedagen indtraf der en mindre katastrofe, da vi opdagede at køleskabet var stået af. Maden var allerede begyndt at lugte og osten flød rundt i bunden af boksen. Der var kun et at gøre, med hård hånd måtte vi smide maden ud. Det betød ikke at vi sultede,men menuen var dog ikke til en michelin.

Fiskestængerne er ude næsten hele tiden, og vi fanger både tunfisk,guldmakreller,og en enkelt wahoo, vores model var ca 1,2 m, en lang smal fisk zebrastribet med en masse tænder i munden. Den smagte fantastisk.

Øen Great Inagua var en slem skuffelse. Vi ankom lørdag formiddag og ankrede op uden for havnen. Vi pumpede gummibåden op og sejlede ind for at proviantere vand, diesel og frisk kød, og forhåbentlig en stor pose is. Men nej. På molen stod en tolder og krævede 350 us dollar blot for at deklarere. Vi måtte ikke købe hverken diesel eller proviant, hvis vi ikke betalte. Det skulle i øvrigt være kontant, og da vi kun havde kort, skulle vi vente til mandag til banken åbnede. Vi måtte dog få frisk vand. Der blev afholdt et møde på Officersniveau, og ordren kom. Sørg for vand og kom tilbage. Som sagt så gjort, og efter 3 timer var vi på farten igen, nu på vej til Bermuda.

Vi havde lige sejlet 795 sømil og glædede os alle til at komme i land og sætte gebisset i en velstegt steak. Sur røv,nu ventede 842 sømil til det næste stop.

Ingen is, ingen ny proviant, en lang tur venter.

Dagene går hurtigt, vi har stadig modvind, men vi har alligevel holdt et gennemsnit på næsten 150 mil pr døgn, på nær nogle dage i Caribien. Vinden er stabil og det blæser mellem 15 og 20 knob, stort set hele tiden. Så en morgen,datoen er den 18 maj, og vi kan se indsejlingen til Bermuda. Det er dejligt solskin og humøret er højt. Det er dejligt at få fast grund under fødderne efter 14 dage til søs, bortset fra de 3 timer på Great Inagua. Nu skal der tankes op på alle mulige måder, og forberedes til turen mod Azorerne. Uheldet er ude efter os igen, da vi får at vide at eleven som er med os skal hjem sammen med Kim, som har ansvaret for ham. Så vi bliver kun fire mand til Atlantturen.

Bermuda er en dejlig ø

som har alt hvad man skal bruge. Mest nødvendigt en kølemontør som kunne lappe køleskabet sammen, formdeles 170 dollars. Jo-jo ingen tvivl om hvem, der havde grisen. Derudover fik vi skaffet nogle dele til vores selvstyrer, som havde det med at" falde ud" og glemme at styre når det blæste mest. Men nu er den også ok. Bortset fra de tekniske nødvendigheder, havde øen også fremragende restauranter, som vi selvfølgelig besøgte. Vi var endda så heldige at overvære Champions Leauge finalen på en pub, hvor der var en masse besøgende, så det var en hyggelig eftermiddag med godt øl.

Søndag skulle vi så af sted, og vi manglede kun at købe øl til turen. Øv-bøv, sur røv igen, der sælges ikke øl om søndagen. Da vi ikke kunne vente til om mandagen,satte vi kursen mod Azorerne, klokken var 11.00. Vi havde stadig 12 øl ombord til 4 mand til 14 dage. Et dårligt udgangspunkt.

Turen er startet på ny og det blæser ca 15 knob fra sydøst som er perfekt til halvvind mod Azor. 1919 sømil er distancen. Vi skyder en fart ml. 7-8 knob så det går strygende.Vi er startet med tre timers vagter én mand af gangen, med den ordre at man ikke forlader cokpittet om natten uden sikkerhedsline. På en af mine nattevagter tæt på Bermuda, opdager jeg noget usædvanligt mht.kursen. Vores gps kurs er sat på autopilot men pludselig viser kompasset 30 grader ud af kurs. Jeg lurer lidt og banker på glasset, nej den er god nok 30 gr.ud af kurs. Jeg checker på computeren om læ, den siger ok til gps kursen. Jeg beslutter at vække skipper, og han kommer op og konstaterer at jeg ikke er blind. Han kan ikke forklare hvorfor den er gal men vores gps kurs er rigtig, så den retter vi os efter. Det er noget af en deviation, som i løbet af natten og næste formiddag retter sig til den korrekte kurs. Ikke noget at sige til, at de gamle skibe som kun havde kompaskurs at sejle efter, havde problemer i dette område. De følgende dage er der en rutinepræget dagligdag, som kommer helt af sig selv. Efter fem dage med halvvind, er vinden igen gået i øst, hvilket betyder bidevind igen. Skod. Det er blæst op til 20 knob, og bølgerne er et par meter høje, og indimellem brækker en enkelt ind over cokpittet,og det giver lidt vand. Vi er nu nået lidt over halvvejs mod Azorerne 1000 mil, så 7 dage tilbage. Alle mand er ved godt mod. Dagene går også med at reparere det gode skib, der er nok at tage fat på.

Efter en lidt barsk nat

Leaking BootsVinden ca 25 knob, bidevind,og store bølger,har vinden nu løjet en del af, og en skyfri himmel har åbenbaret sig. Klokken er nu 13.00 og vi sejler stadig bidevind for fulde sejl ,og krabsøerne har forladt os, men de store atlanterhavsbølger ruller hen over oceanet og det er en fed fornemmelse at blive rejst op på en 5 meter høj bølge og surfe ned i bunden for så at rejse sig igen uden et eneste skumsprøjt fra boven. Der er Kim Larsen i højtalerne og en pilsner er trukket op. Dette er sejlglæde på højeste niveau.

Om natten den 26 maj sidder Dennis og jeg ved et vagtskifte og snakker over en kop kaffe,før jeg skal til køjs. Pludselig er der et mega lysglimt på havet som oplyser båden som en blitz. Vi springer op og kikker ud i den mørke nat, men der er intet at se. Hvad var det? Vi har intet svar, men jeg, som sad med front lige mod glimtet,så en stor cirkel på vandet som blev oplyst. Var det et stjerneskud eller en ubåd, gættene er mange, men ingen giver mening. Blitzen var der kun den ene gang og vi så ikke mere. Dagene går og i dag er den 28 maj og vi går en hård nat i møde. Vejrmeldingen lyder på 35 knob fra sydøst som er en ok retning, agten for tværs, men storsejlet er lige revnet og vi har syet det sammen så godt vi kunne, så nu må vi se om det holder natten over. Vi forbereder os med 3 reb i storen. Aftenen faldt på og vind og bølger steg mankant. Ca kl. 23 måtte vi bjærge storsejlet og rulle fokken ind til en stormfok, hvilket var en god og nødvendig beslutning, da vi loggede 8 knob for foggen alene. Sådan sejlede vi de næste 15 timer til vinden havde løjet af. Bølgerne er nu rigtig store, vi mener 5-6 meter, og man har fornemmelsen af at blive oversvømmet af den mur af vand som hele tiden nærmer sig hækken. Men hver gang løfter bølgen båden på elegant vis, og vi rider derudaf. Vi ruller en del og det er en bedrift at bevæge sig om læ, uden at vælte fra den ene side til den anden. Dog kommer der af og til en skæv bølge som banker skibet på tværs, og man beder til at det hele holder. Men det gør det, indtil nu i hvert fald. Vi har imidlertid et andet "lille" problem. Båden tager vand ind. Da vi sejlede i Caribien pumpede vi vand ud 3 gange i døgnet, nu pumper vi hvert kvarter. Vi har skilt båden af næsten over det hele og alle søventiler er blevet checket, der kommer stadig vand ind. Alle dørkplader er nu skruet op og vi søger efter lækken der helt sikkert er et sted. Vi er nu kommet frem til at lækken må være på agterperronen, så vi er nødt til at vente på at vi kommer i havn, så vi pumper videre. Pt. Har vi 300 mil til Azorerne og det blæser 20 knob, og stadig enorme bølger. Vi logger 8 knob med genua og 3 reb i storen. Endnu en "vågen" nat venter.

I dag er den 2 juni, og de sidste to dage har været aftagende vinde, og pt sejler vi for motor. Kl. er 19.00 og vi kan se Azorerne, og forventer at anløbe Ponta Delgada på øen Sao Miguel ca kl 24.00. Sejldistanca i alt 3559 sømil

Alle er i topform

og glæder sig til at komme i land. Båden bliver på Azorerne og skal nødrepareres, og formentlig skal den sejles hjem til juli/august, til den store overhaling.

Min kone Pia ankommer til Azorerne på tirsdag, og hun og jeg tager så en uges ferie sammen med Niels som også bliver en uge mere. Vi flyver så hjem den 13 juni, så er der brugt 5 ugers ferie og lidt til, så arbejdet venter hjemme.

Min konklusion fra denne tur er helt klart, at det har været en spændende tur på alle måder. Man oplever det at sejle, i alle dets facetter, og man lærer hele tiden.

Rigtig mange sejlere har sejlet meget længere, men det er alligevel en bedrift at sejle så lang en distance, hvor man er nødt til at indordne sig med nye venner,og sammen møde de udfordringer som uværgeligt vil komme. Her skal enhver egoist blive hjemme.

Jeg vil gerne sige tak til alle de som jeg har sejlet med, det gælder fotografen Gunnar som jeg delte værelse med, Claus for hans gode humør,og friskbagte brød om morgenen, og Niels, vores utrættelige chefmekaniker, som løste de fleste problemer undervejs, og uudtømmelige vittigheder.

Selvfølgelig også til vores særdeles kompetente "kaptajner" Dennis og Kim, som på utrolig proffessionel vis dirigerede det gode skib sikkert hjem. At de så også er et par særdeles hyggelige gutter fuldender det hele. Vi andre gaster var ikke på noget tidspunkt utrygge, med to personer som begge har levet mange år på de åbne oceaner.

Til de sejlere som gerne vil ud på de store have vil jeg bare sige, kom af sted, men prøv om i ikke kan få et par" gamle rotter" med. Jf. ovennævnte. Tryghed Tryghed

Med sejler hilsen

Peter Demant

Sejlklubben Neptun Vejle