03-06-2001: Espiritu Santo, Vanuatu (Ugebrev)


Kære venner og familie.
Så er det ved at være tid igen til lidt nyt fra de nedre regioner. Så vidt jeg husker sluttede sidste version af føljetonen i Noumea, Ny Caledonien.

Umiddelbart efter starten fra Noumea løb vi ind I temmelig meget vind og da vor kurs var gennem et temmeligt usikkert område med masser af skjulte rev besluttede vi at søge nødhavn.

Når jeg skriver nødhavn er det mere et spørgsmål om at retfærdiggøre vor ankring overfor tolderne idet vi havde "checket ud" fra Ny Caledonien og må således ikke anløbe eller ankre op I Deres farvand uden at skulle indklarere igen og herefter udklarere - temmelig bøvlet, så derfor hedder det nødhavn.

Herefter gik det fint med en fin gennemsejling af et ret snævert og vanskeligt pass "Havana passet" hvor der var meget høj sø, men vi klarede det I fin stil.

Vort mål var en kæmpe atoll på Loyalitetsørne kaldet Ouvea. Med vand, som man kun ser det I reklamer for toiletrens (efter), var det et pragtfuld syn at se den 50 km lange kridhvide strand der omgav atollen.

Vi fandt en herlig ankerplads, med koraller meget tæt på kølen (skipper mente ved lavvande lidt for tæt, 30 cm.)

Her var stedet hvor jeg kunne lære de første spæde skridt til at dykke. Dennis tog mig til den verden som er skjult for alle andre end dykkere og TV seere. Fantastisk.

Efter Ouvea fik vi endnu en ordentlig røvfuld vind, men igen - ingen panik, Dream klarer vind og dønninger som en drøm. Vi spottede delfiner og ikke meget andet i en hel uge - ikke et øje.

Turen var beregnet til at tage ca. 2 døgn så efter 4 døgn at have "banket pæle" (høj sø i modvind) var det en lettelse at komme i havn på Vanuatu øgruppen I byen Vila.

Nu var vi for alvor kommet til troperne. 31 grader om natten og med en luftfugtighed der gør det svært at holde sig fast på lagenposen om natten uden at glide af.

Vi valgte derfor en anden løsning for at få kølet lidt af. Vi frekventerede en restaurant som hedder Waterfront og som ejes af en amerikaner ved navn Don. Han har haft biksen I ca. 14 år. Han var en af fire personer der startede Microsoft op, men forlod det I tide iflg. ham selv. Han var meget underholdende. Han havde kastet sig over tryllekunst og han var rigtig god. En gæst, en tysker fra ex DDR var også tryllekunstner og de to forsøgte at overgå hinanden i at facinere os og det lykkedes i overmål. Tyskeren er iøvrigt anerkendt for at være blandt de 10 bedste i verden, og har b.la. solgt flyforsvindingsnumret til David Copperfield.

Vi fik en ret stor vennekreds på dette sted. Stedet er skabt til "Yachties" (sejlere).

Man får speciel god service og en speciel god pris på mange ting når blot man nævner ordet "Yachties".

Da vi var kommet os over tre dages "lokal imødekommenhed" skulle der dykkes. Jeg kunne ikke komme med på dykningen idet jeg ikke havde noget certifikat, men jeg fik da en god tur ud af det.

Vi lejede også en firhjulstrukket bil for at køre rundt på Efate og det skulle vise sig at være en nødvendighed. Øen var utrolig flot og varieret. Især hullerne i vejen var varieret, der var alle størrelser lige fra små bump til kratere.

Vi fik set en skole, en slags junglehospital og vi mødte en mand der præsenterede sig som "The World War II Best Coca Cola bottle Specialist Collector in the whole South Pacific" Ikke nogen ringe title for en mand I beskidte shorts med en lille palmehytte der indeholdt en masse tome cola flasker fra II verdenskrig. Det viste sig nemlig at øen havde huset et temmelig stort kontingent af amerikanske trupper. De havde bl.a. haft træningsfaciliteter for piloter. Det havde resulteret i et par fly der lå i vandet og som man kunne dykke på. Det skulle vise sig at blive mit første vragdyk ;o)

Turen startede I "World War II Museum" En palmehytte med sand på gulvet, en lang bænk hvorpå der stod nogle patronhylstre og nogle røgmasker. Det var så det.

Museet ejedes af en mand på ca 30år som fortalte at han var flyingeniør (Vi valgte at tro ham), men at det var for dårligt betalt, så derfor havde han valgt at blive selvstændig og nu havde han fået en bedre indkomst. Hans kundekreds bestod af ca. 3-5 kunder om ugen og til en entre på ca 15 DKK pro persona kan man kun frygte hvad han har haft af indtægt tidligere.

Med I prisen var som nævnt vragdykket. Vi skulle sejles derud I båd. Det viste sig at være en utæt aluminiums pram på ca. 2m. Vi blev "skubbet" igennem lavvandet manggrovesump. Manden steg ud I det plumrede vand og vadede os ud mod havet. Men næsten ude ved havet skulle vi selv vade en halv kilometers penge igennem tang og søslanger og andet eksotisk materiale.

Da vi nåede ud til vraget lå det helt ned på een meters dybde og sigtbarheden var vel omkring det samme så det var en enestående oplevelse. Det tog vel under fem minutter inden vi var parate til turen tilbage.

Dennis havde ikke de ellers obligatoriske sandaler på. Det lykkedes ham således at jogge en eller anden form for koral ca. 3 cm op i foden. I troperne er det ikke særlig smart at gøre. Der går hurtigt betændelse i sår. Her var det at "kustoden" nu også viste sig at være en slags naturlæge. Han kogte noget, Dennis mener MEGET varmt vand. Derefter brækkede han en torn af et mandarintræ og skar en hurtig rift omkring såret og påstod herefter at om ca. 6 minutter ville han ikke kunne føle smerten mere. Dennis troede på kustoden og det holdt stik - et stykke tid, men nok til at vi hjemme ombord på Dream kunne foretage de nødvendige kirurgiske indgreb.

Vi forlod Vila i god vind og havde en fin sejlads med storen og genuaen spilet og så gik det ellers ud over stepperne. Vi ankom derfor ca. 6 timer før vi havde planlagt. Da Luganville ikke er et sted man anduver om natten lagde vi os underdrejet med god afstand til revene og lod os drive med under 1 knob i timen. Vi holdt stadig "vagt" men det var ganske udramatisk.

Udramatisk er ikke ligefrem det ord man ellers ville anvende om lige nøjagtigt dette sted. Det måtte en kæmpe stor luksusliner som var inddraget i krigstjeneste ved navn "President Coolidge" sande da den i 1942 løb på en af deres egne miner. Kaptajnen beordrede fuld skrue mod stranden/revet. Det lykkedes at redde ca. 4000 mennesker, kun 4 døde efter at skibet 45 minutter senere væltede ud over revkanten og endte som et af de bedst bevarede skibsvrag til dykning i verden. (Til Lindøfolkene "President Coolidge" blev iøvrigt bygget på NewsPort News!!!!)

En mand der forbindes med dette vrag hedder Allan Power. Han har siden 1969 og til dato haft ca. 15.000 dyk (samlet tid under vand ca. 1 1/2 år!!!!) på vraget, så man må sige at han er lidt af en kapacitet.

De tre andre valgte at købe et dyk hos Allan da det ikke er helt ufarligt at dykke på grund af størrelsen af vraget. Fire dykkere er døde her - to af disse kunne ikke finde ud igen!

Da jeg så at prisen på et PADI kursus (dykkerkursus) hos Allan var omkring halv pris ifht. Danmark var der ikke store betænkninger - jeg sprang ud i det.

Det var helt perfekt. Langt de fleste dykkere der kommer her er allerede certificeret så jeg fik helt min egen instruktør. Tager man certifikatet i Danmark starter man som regel de første 2 - 3 dyk i en svømmehal. Her startede jeg fra stranden og UD OVER VRAGET. Jeg var vildt fascineret fra starten. Ved andet dyk blev det endnu bedre, med en lille undtagelse - noget med en masse vand i næsen - nå man lever jo endnu. Den øvelse behersker jeg helt perfekt nu ;o)

Det tredie dyk bragte mig ned på selve vraget - whou hvor var det stort. Dag tre skulle jeg på Pleasure Dive, et bonusdyk som jeg fik oveni. Hallo hvor var det godt. Jeg fik set og prøvet meget mere end certifikatet ville give mig lov til, men da jeg ikke selv var dykkerguide på turen fulgte jeg troligt efter helt ned til 38m. Vi dykkede ind i selve vraget, og kiggede på muræner. Pludselig befandt vi os lige midt i en kæmpe søjle baracudaer. Dennis og Rene var skide misundelige over min oplevelse. Det er iflg. dem noget man kun får lov at opleve en gang i livet....

Når man dykker så dybt og længe skal man foretage et sikkerhedsstop på vej op. Allan Power har derfor ryddet et mindre område som kaldes "the coral garden". Her er der et leben uden lige. For det første er der alle vi dykkere. Derudover er der i tusindvis af smukke fisk i mange størrelser og udformninger. Der er en muræne med fast tilholdested her. Murænen er tam og kan klappes.

Bedst som vi lå og ventede kom der en kæmpefisk på 250kg forbi. Helt tæt forbi - Min instruktør gjorde tegn til at jeg kunne røre ved den. Det var slet ikke nødvendigt for den havde allerede retning mod mig. 20 cm fra hovedet ændrede den retning - Den var bare enorm og så hedder den Boris! Boris er en "Grouper" og den ligner en blanding af en kummefryser og en sofapude. Allan Power har fodret på den i de sidste 30 år og den er derfor et rimeligt tamt væsen. Det lykkedes dog for en af dykkerne at blive bidt. Boris troede at han holdt en fisk i hånden. Det gjorde han ikke, men skaden var ikke særlig stor.

Efter denne fantastiske tur var det lidt surt at skulle tilbage for at aflægge den teoretiske del af eksaminen, men det skulle bare overstås.

I skrivende stund sidder Dennis og Rene og venter spændt på deres, til dato, største dykkeroplevelse. En total gennemgang af vraget. Det indebærer et dyk der går helt til grænsen af hvad deltagere og udstyr kan klare så de bliver ikke til at skyde igennem når de kommer op igen.

På Vanuatu tales et sprog der hedder Bislami. Det går også under betegnelsen Pidgin engelsk og er en pudsig afart af primitivt slaveengelsk.

Her kommer der et par eksempler:

  • MasterMixer (røremaskine) blong god = Helikopter
  • Basket blong titty = Brysteholder
  • Plas do pis pis = Toilet
  • Me pushi me pulli tree fell down dead = En sav
  • Walkin poor leg = Kravle hjem efter at have drukket for meget
  • Killimdead = Slå en ihjel

Lige nu blæser det temmelig meget, men vi ligger trygt og godt i en bugt og venter på at sætte kursen mod Cairns, Australien. Turen vil formodentlig tage ca. 12-14 dage. Når vi kommer til Cairns vil Thea og Birgit være ankommet et par dage før og dem glæder jeg mig rigtig meget til at se.

Jeg synes det har været lidt tyndt med e-mails, men til de få der har sendt skal lyde en stor tak for det.

Med vanlig hilsen

Gunnar i Sydhavet

Certifceret Dykker ;o)

 

Sporten:
Dykning: Gunnar har nu bevis for at han maa traekke vejret under vand.
Oel-dykning:Det mest tragiske i Dream's historie er sket - med hensyn til oelbeholdningen i hvert fald; lidt over 100 oel er eksploderet i broenden i bunden af skibet. Saa Dennis, Rene og Mette maatte hive alt op under doerken og "snorklet" rundt i broenden efter spraengte oeldaaser og rense det for gammel gaeret oel.
Lokal sprog:Basket belong titty = brysteholderMe pushi me pulli tree fell down dead = en savPlas do pis pis = toilet