Fra New Zealand til Australien

15-06-2001: New Zealand / Australien

Saa er vi ankommet til Australien - hvilken tur! der var fuld fart i aesken hele vejen. Vinden var vel i gennemsnit omkring 35 knob og vi fyrede ud over stepperne. Ikke saa meget om det lige nu for der var lige en ting jeg glemte at fortaelle inden vi forlod Vanuatu:

Jeg er godt klar over at de fleste breve I har fået herude fra,

på det sidste, har drejet sig mest om dykning - men der er faktisk ikke meget andet at foretage sig her på Vanuatu, som kan måle sig med livet under vandet.

I kan læse om "SS President Coolidge" i det nye Dream Times. Men hvad vi ikke nåede at få med, var dykket af dette her århundrede. Så det er jeg nok lige nød til at fortælle jer lidt om! - hvis det keder jer eller I syntes der lige er rigeligt omkring dykning i mine breve, ja så kan I jo bare smide denne mail i papirkurven!!!

Efter, at vores instruktør havde se Rene og mig lidt ud på de første par dyk (..og efter at vi pressede ham lidt en sen lørdag aften!) Fik vi lov til at lave et af de sværeste dyk på det store vrag. Det er ikke hvem som helst som kan klare det - for det kræver at man skal være virkelig "god på luft" dvs at man skal have et meget lav luftforbrug for at kunne gennemføre dykket. Det er nemlig kun muligt at have en tank luft med ned, for der er steder hvor der ganske simpelt ikke kan komme 2 flasker igennem de snævre korridorer. Så en flaske pr mand og vi vidste at dykket ville blive meget dybt - et sted mellem 55 og 60 meter. Det ville blive noget af en udfordring og det skulle blive rart igen at få udfordring nede under vandet - vi har jo på utallige dyk haft personer med nede som ikke var så rutineret. Nu havde vi så muligheden for, under forholdsvis trygge omstændigheder, at presse os selv lidt og flytte nogle grænser.

Inden dykket fik vi en kort briefing af vores instruktør, Tim. Det blev gjort klart for os at hvis vi ikke havde mindst 100 bar når vi trængte ind i den tidligere 1. Klasses saloon, ville resten af dykket blive afbrudt og vi ville søge mod overfladen for at udføre vores sikkerhedsstop. Rene og jeg kiggede på hinanden og var virkelig tændte på at spare luft. Vi smed hver et par kilo bly så vi ikke skulle kompensere for dem med luft i vesten - så var vi klar!

Vi svømmede, alle 3, på en række ud mod agter enden af vraget - det punkt som ligger længst væk fra bredden. For at spare luft, gik vi ikke ned til vraget og fulgte det, men blev i stedet i ca 5-10 meters dybde. På et tidspunkt laver Tim en bevægelse med hånden som viser os at nu skal der dykkes! Vi begynder roligt at gå ned ad, men Tim skyder bare i dybet for fuld skrue på finnerne og uden luft i vesten. For ikke at tabe ham af syne må vi jo følge med. Jeg var godt klar over at med en sådan fart ville dybde rusen ramme os som en hammer! Det er ikke nogen skadelig tilstand, og må ikke forveksles med dykkersyge. Det holder op igen efter et kort stykke tid eller når man igen kommer på lavere vand. Bare man er klar over reaktionen og tager det med ro dernede er der ingen ko på isen. Vi nåede 56 meters dybde i løbet af mindre end 2 minutter og jeg mærkede en rar summen i hele kroppen og kiggede rundt for at finde Rene - jeg drejede rundt og så Rene, forsatte med at dreje rundt og efter en omgang om mig selv så jeg igen Rene og endnu en omgang hvor han minsandten også dukkede op. Jeg kan huske at jeg smilede over hele kryderen og syntes at det var meget morsomt at han dukkede op hver gang jeg drejede en omgang! Dybde rusen havde virkelig tag i mig og jeg var klar over det - jeg tænkte, nå Østergaard; ta' lige et par gode vejrtrækninger og ta' dig så sammen. Vi gled stille og rolig hen over den udendørs pool og jeg var ved at genvinde min normale tilstand. Vi gled ned gennem et af de bagerste lastrum og ind i køkkenet, hvor der lå tonsvis af service på hylder og over det meste af gulvet. Videre gennem nogle smalle korridorer til 1. Klasses saloonen, for lige at hilse på "The Lady", et symbol der i sin tid hang på væggen i den fornemme saloon. Vi checkede vores luft og alt så fint ud, vi havde begge mere end 150 bar tilbage og var klar til at trænge gennem hele vraget på langs. På et tidspunkt tænkte jeg, hvis vi farer vild hernede kan jeg sgu ikke finde ud. Vi var dybt inde i vraget og jeg havde totalt mistet orienteringen, vi havde ikke set et vindue eller lys udefra i mere end 5 minutter. En ting er sikker, man skal ikke lide af klaustrofobi når man dykker i disse gange. Det er vigtigt at bevæge sig roligt og undgå at ens finner slæber langs gulvet og hvivler grums op - for det ville virkelig få sigtbarheden ned på nul og ville gøre det særdeles svært at finde ud igen. Det er det de fleste vragdykkere mister livet på - så alt foregik meget roligt og hver bevægelse var nøje overvejet. Det var en imponerende tur gennem vraget. Vi så alt fra jeeps og kanoner i lastrummene til røgmasker og forladte pistoler og geværer. Det er utroligt, at selv nede på 55 meters dybde var sigten god og vraget ufatteligt smukt. Rene og jeg havde begge travlt med at lyse ind i alle mulige afkroge vi kom forbi og var under hele dykket vild betaget af hvad vi så. Vi dukkede pludselig op ude i lastrum 1 og 2 som vi kendte fra et af de forrige dyk og følte os helt på hjemme bane igen, rart at se noget man kendte. Tilbage var nu lidt over 30 minutters deko stop eller sikkerhedsstop om man vil, før vi kunne gå til overfladen. Vi havde begge 2 rigeligt med luft og havde stadig rigeligt med luft selv efter deko stoppene - og det med en samlet bundtid på mere end en time. Vi var ret stolte og det havde virkelig været et kanon dyk - en værdig afslutning for vores dykning her på Vanuatu.

Det var vist den historie! Vi sejler snart mod Australien - ha det rigtig godt og send endelig flere mails, når I får tid, lyst og lejlighed.

Mange hilsner
Dennis, The Deep Diver