Opua, New Zealand (Ugebrev)

16-04-2001: Opua, New Zealand (Ugebrev)

Besætning: Dennis, Rene, Mette og Gunnar

Siden sidste gang DREAM TIMES var på banen har vi rendt rundt i det meste af New Zealands skove og leget krigere og ellers gjort båden klar til de næste oplevelser.

 

Dennis og Susan har jo haft en herlig måned alene ombord på det gode skib og fik efter sigende virkelig nydt tiden. Men da det hurtig kan blive trivielt at sidde og holde i hånd blev der også lavet en del reparationer på båden og Susan fik syet et virkelig godt solsejl og et nyt cover til vores ting som bliver stuvet på dækket – mens Dennis roede lidt med el (..ufattelig hvor meget el-arbejde der er på den båd!!! – efter Susans mening!)

I starten af marts ankom Dreams forstærknings trup, bestående af Rene og Mette – de ankom med mere sol og blaa himmel, saa dagen derpaa (..der skulle jo ske noget!!) stod den paa en lille bestigning!……af vores udsigt fra baaden, Mount Maunganui kaldet The Mount. En frodig lille vulkanoe, med rigtig mange forskellige trek, men endnu flere faar. Vi havde de uundværlige vanddunke med, hele Dreams fotopakke og saa gik det ellers deropad……45 graders! stigning, roede kinder og sved paa panden, men det hele vaerd for sikke en udsigt. Vi kunne se Dream derfra……en lille roed plet!, de store boelger og der var en rigtig god vind fra vest! og paa toppen svaevede en paraglider rundt, som senere landede paa stranden, da vi sad i solen og fik vores frokost. Susan og Mette noed solen, mens Dennis og Rene udfordrede bolgerne, som maaske var lige i overkanten… benene rystede i hvert fald da de kom ind og de lignede 2 smaa hundehvalpe.

Nu var det endelig blevet tid til at hive den roede droem ud af sit vante element for at faa hende paa land til den helt store overhaling.

Vi gjorde baaden klar og tog Mette paa hendes "Dream- jomfrutur" de 500 meter ned til Andy, der var foerer af kranen som tog os op.

Helt uden problemer og med stor professionalisme hev Andy i kranens staenger og wupti var vi paa land. Hun saa faktisk helt godt ud taget i betragtning at det var 18 maaneder siden vi sidst var oppe. Bundmalingen var godt brugt, men den havde holdt alger og skaller vaek - og det er jo det der var meningen!

Med en hoejtryksrenser fjernede vi det vaerste skidt og saa gik det hen til baadstativet, der var lavet af meget solidt materiale... - i tilfaelde af jordskaelv!!

"To-Do-listen" var lang. Der skulle selvfoelgelig foerst og fremmest males, og til forskel fra sidste gang i Portugal (laes erfaring), startede vi med den roede maling til fribordet. Der var maling til to omgange, og resultatet var virkeligt godt. Dejligt igen at faa den rigtige farve paa. Som I ved falmer ting jo i solen.

Vi satte malertape paa ved overgangen og begyndte derefter med bundmalingen. Et godt trick for at faa en skarp overgang mellem de to farver er at male oven paa malertapen med den roede farve inden bundmalingen paafoeres. Og det gjorde vi saa. Resultatet blev ogsaa enestaaende.

Det eneste "problem" vi havde med malingen var at bundmalingen ikke var giftig nok. Den maling de fremstiller her er god nok til de N.Z.'ske farvande, men naar vi kommer op i de varme tropiske have faar piben en anden lyd, og saa skal der gift til at holde bunden fri for begroning. Men det kan ikke koebes her. En lokal kom saa med det raad at vi skulle blande 5 - 10 % Round-up i det sidste lag bundmaling,..... saa det gjorde vi!! Nu maa vi se.

Som cremen paa lagkagen hyrede vi en mand til at saette en hvid vandlinie paa hele vejen rundt. Nu var damen igen blevet en flot dronning.

Foruden maleriet, var det ogsaa tid til at skifte soeventilerne paa toilettet ud. Vi satte nogle i af plast som saa forhaabenlig ikke irrer til i lukkemekanimen, som var tilfaeldet med de gamle. Det er nemlig ret traels at pumpe toilettet toert hver time, hver gang vi ligger paa styrbord halse og kraengningen er stor. Efter en del boevl og indkoeb af diverse roerstudser fik Dennis det til at passe - toilettet er ikke lavet til nutidens standardmaal!!!

Staevnroeret fik ny fedtsnor, vindroret blev overhalet, ankerkaeden hevet ud og malet for hver 5. meter, komfuret blev forbedret, et saet undervanter er skiftet, ny generator til motoren blev installeret, ....., ja vi kan vist blive ved. Som sagt listen var lang. Efter 10 dage "paa den haarde" tog Andy sig igen kaerligt af vores hjem og placerede med omhu baaden i vandet. Soeventilerne blev lige inspiceret inden vi gav Andy tommelfingeren og han gav endelig slip. Mette fik sin anden tur paa vej tilbage til vores havneplads, H33. Hun klarede det meget fint....

Det gode resultat blev denne fredag fejret med nogle meget gode oel og mad paa yachtklubben.

Hele det gode skibs besætning var inviteret på krondyrs jagt med Flemming. Vi blev alle udrustet med riffel og camouflagetøj, så vi var klar til at indtage bushen. Barbara havde lavet noget herlig mad til at tage med i rygsækken – ja fint skal det være! Kl 5.00 fredag morgen kørte vi mod Lake Waikaremoana, det var en 3 timers køre tur hvor de sidste 100 km var på grusvej i bjergene. Herefter gik vi i 2 timer ind i bushen, før vi kom til det sted som Flemming havde udset til vores base-camp. Det var en tur gennem tæt skov og hvor floden til Lake Waikaremoana blev krydset et sted mellem 10 og 15 gange – som en sidebemærkning så var vandet ikke særlig varmet, for at sige det mildt, så var det pisse koldt.

Vi sneg os efter alle kunstens regler mod vores lejrplads – og Flemming fik os lært nogle jagtfærdigheder som ingen af os havde nogen ide om inden vi startede! Hvem vidste at der lugter sødt når der er krondyr i nærheden og en kraftig hørm finder vej til næseborene når der er vildsvin i nærheden? Vi studerede fodspor og kiggede i lysninger efter et bytte – jo det var sgu en god start. Dog så vi faktisk slet ikke et dyr som vi kunne øve os lidt på, men der var masser af friske fodaftryk og vi var meget tæt på et vildsvin – dog uden af få visuel kontakt. Så det lovede godt for den følgende aften og hele næste dag.

Her nede behøver man ikke jagttegn for at gå på jagt. Man skal bare have et gevær - og det fik vi, endda en ordentlig en af slagsen og skarpladt. Og så går det bare ud på at pløkke alt hvad der har en pels og som rører på sig – man skal bare lige sikre sig at det ikke er en anden jæger som er i søgeren, inden man trykker på aftrækkeren.

Vi skulle jo også prøve at gå på jagt om natten – det foregår ved at man indfinder sig ved en passende lysning inden mørket falder på. Her er sandsynligheden for at et krondyr spankuler rundt størst, og så får man mulighed for at danne sig et indtryk af lysningen inden det bliver mørkt. Når så mørket falder på, tænder man en kraftig projektør og lyser rundt i lysningen. Dyrenes øjne skinner så i lyset og de står faktisk stille, mens de tror at de er gemt bag træerne. Så er det bare med at få trykket på aftrækkeren! Som sagt så gjort, da Mette tændte lyset og Rene og Dennis stod parat med riflen var der et par orange øjne som godt nok var meget små men de var meget klare i kikkertsigtet – og så var det jo bare med at få løsnet et skud. Dennis var nu ikke helt sikker på om det var smart at skyde eller vi skulle vente til noget større dukkede op, så han spurgte Mette men hun var ikke i tvivl – det skulle bare nedlægges. Han fik hurtig sigtet og trykkede på aftrækkeren! Her kan det godt meddeles at nattens stilhed blev brudt! Det viste sig ikke at være andet end en possum – det er en lille mini bjørn på størrelse med en rotte. De bliver også betragtet som rotter hernede – der er alt for mange af dem, de yngler som kaniner og ødelægger skovene, så nu er der da i hvert fald en mindre!!

Det at gå på jagt her i New Zealand er ikke for børn under 8 år – det er en temmelig fysisk krævende form for tracking. Det var helt imponerende skove og vidder som det vi var ude i – her kan de danske skove godt pakke sammen. Det er ikke så sært at der årligt forsvinder flere folk derude – det er en jungle og man skal være meget oppe på dupperne for ikke at fare vild. Som dansker tænker man, hvor svært kan det være at finde vej i en sølle skov – man kan jo bare gå i en retning og så kommer man jo ud på et tidspunkt. Det gør man altså bare ikke i disse skove – vi snakker skove på størrelse med Danmark, fyldt med bjerge og dale så tæt begroet at det er meget få steder hvor solen når skovbunden. På grund af bjergene, floderne og vandløbene kan man ikke bare sætte en kompas kurs, man er nød til at følge bjergryggen eller dalen. Der er ingen stier eller lignende, man er selv nød til at finde en nogenlunde fremkommelig vej. Til tider kan man finde de stier dyrene har lavet og følge dem – men de bæster er jo ligeglade om de går op eller ned af bakke, så deres stier er mange gange siksak på bjergsiderne.

På 2. Dagen delte vi os i 2 hold. Rene og Dennis gik sammen på den ene side af floden og Flemming og Mette på den anden side. Det var så uheldigt at vi kun havde 1 kort og 1 kompas – så der blev delt i porten og Dennis og Rene fik kortet og Flemming og Mette fik kompasset. Det er jo godt nok lidt en halv løsning – men vel bedre end ingenting. Det endte jo selvfølgelig med at Rene og Dennis hurtig mistede orienteringen. Efter deres eget udsagn var de klar over at de bare kunne gå ned til floden og så følge den ned til vores base-camp igen men de troede jo at de var smartere (..troede !!). Så de skød lige en genvej over bjergtoppen!!! Det blev en hård gå tur på en 5-6 km i imponerende tæt bevoksning. Men når man har lavet en beslutning er man jo nød til at følge den – det bevirkede at de prøvede at tage en mere eller mindre direkte vej. Det er ikke altid særlig heldigt men der skal mere til at slå et par sejlere ud – på et tidspunkt er der en 3 meter skrænt vi skal ned ad. Rene kravler ned og Dennis følger efter – Rene er kommet sikkert ned da Dennis kaster sig ud og får fat på en rimelig tyk gren, som også Rene brugte til at komme ned med. Men han bærer på rygsækken og grenen brækker og han falder den sidste halvanden meter ned. Rene griber ham så godt han kan - og der ligger kriger 1 og 2 så og tumler rundt med rygsæk og rifler. Da de endelig kommer ned – løber vandet den forkerte vej!!! De skulle altså så hele vejen rundt om dalen for at komme til den deling af floden hvor vi havde slået lejr. Normalt er der ingen af dem der har problemer med orienteringen – men det var overskyet og de mente ikke at de med sikkerhed kunne finde nord via solen – De prøvede med et par gamle kriger tricks hvor man antager at mosset på træerne altid gror på skygge siden – det vil sige syd siden hernede på den sydlige halvkugle (..og nordsiden hjemme i dk). Men det turde de alligevel ikke helt stole på for de syntes at der til tider var mos hele vejen rundt om de fleste af træerne – så det var noget med at se op mod himlen og skyde på hvor solen var! (..eller hvor lyset så ud til at være stærkest!) Og altså ikke særlig succesfuld. Så nu var der ikke anden udvej end at følge floden - Det var bare lige 3 km i vand i knæerne men så var der også varm kaffe på kanden da de trætte kom tilbage og det kan jo redde alt.

Nå men til sagen igen - vi fik desværre heller ikke skudt noget den følgende dag. Lidt en skam, men vi fik alle en ordentlig en på opleveren. Men når man nu ikke kan skyde nogen dyr kan jo skyde noget video – Rene og Dennis har lavet den fedeste kriger sekvens på video. Det var virkelig kriger 1 og kriger 2 som var i aktion.

Vi var temmelig udmattede efter jagtturen og orkede ikke rigtig at køre hjem søndag aften – så vi blev tilbudt at overnatte hos Flemming og Barbara. Næste dag kørte vi forbi en af de naturlige termiske hot-pools som lå på vejen hjem fra Roturoa. Det var herligt at lade sig glide ned i det varme vand og bare slappe af. Det eneste der manglede var faktisk bare en kold øl og en som gad massere ens ømme ben fra weekendens strabadser.

Dennis har under hele opholdet her på New Zealand prøvet om det kunne lade sig gøre at komme ud at sejle 14 footer – som han jo begejstret har fortalt mange historier om, at han sejlede i Danmark. Han længes vist efter at fyre en sejljolle for vildt af igen! Det er jo ikke den helt store adrenalin rus at sejle DREAM til daglig. Chancen kom da en ven til en af vores bekendte hernede stod og manglede en gast til de New Zealandske mesterskaber i Java-class jollen – som er en af de største klasser i New Zealand. Båden ligner lidt en 14 footer dog lidt mindre og med en noget mere simpel rig. Det foregik i Lake Taupo som ligger et par timers kørsel fra Tauranga. Så var det bare op på motorcyklen og så afsted – Mette var med, så kunne hun jo gå lidt på opdagelse i Taupo imens Dennis fedtede rundt ude på søen. Det blev en kanon sejlads – dog var vinden lidt drilsk hen ad eftermiddagen og det endte med at sidste sejlads blev aflyst. Men efter fantastisk sejlads i de første sejladser fik Dennis og Marty alligevel hevet en helt utrolig 5 plads i land. Det var faktisk et ret godt resultat når man kiggede på deres jolle i forhold til de andre! Det var ikke ligefrem en ny jolle og sejlene var ikke fra dette årti – ham den gamle kaptajn kan sgu endnu!

Den 28. marts ankom en laenge ventet gast. Gunnar vores web-master ankom kl. 11 i Auckland lufthavn, medbringende sit gode humoer og hilsner fra det kolde Danmark.

Gunnar er tidligere kollega til Dennis, men "desvaerre" havde Dennis faaet tilbudt et arbejde samme dag og kunne derfor ikke vaere der. Saa Gunnar maatte "noejes" med Mette og Rene. Vi hentede ham i en fin bil venligst udlaant af Fritz - tak for det!. Efter en lang tur til Tauranga kunne vi endelig byde Gunnar velkommen ombord.

Gunnar har i lang tid set frem til, og paa flere maader gjort et stort arbejde for at spare op til denne tur. Naar man foerst er godt etableret i hus og med familie kan det vaere svaert at tage springet og gaa efter sine droemme. Men vil man, og har man familiens stoette, kan det lade sig goere! Dream sender hermed en stor tak til Birgit for udlaan af mand!! Another dream has come true!

Da vi ikke skød noget på vores sidste jagt – og vi havde stukket lidt til Flemming blev hele besaetningen på ny inviteret til at deltage i en 3 dages gedejagt i Nationalparken Whaganui.

Efter at have hentet Flemming koerte vi samlet i bil, med to offroad motorcykler paa trailer samt hunden Marco igennem det mest fantastiske landskab. Efter en times tid moedtes vi med den sidste deltager - Craig, en rigtig lun kiwi skulle det senere vise sig.

Turen fortsatte med firhjulstraekker og japansk noedvendighedsbil (sorry Barbara!) indtil skumringstid. Det sidste stykke vej foregik i moerke og paa de fire medbragte offroaders og med Marco bagefter snublende i sin egen tunge.

Ialt havde turen til hytten taget 9 timer saa vi taendte op i pejsen, kylede hurtigt noget mad i hovedet, en kold bejser og saa paa hovedet i koejen. Skuret var - skal vi kalde det spartansk - men utrolig hyggelig.

Vi delte os op i tre hold og delte revirerne nogenlunde op saa vi ikke gik og faldt over hinanden. Nu siger du godt nok falde over, men til spoergsmaalet hvor og hvad vi maatte skyde blev der svaret i maa gaa overalt indenfor nationalparken (Det vil tage to dage at gaa ud!) og skyd paa alt der bevaeger sig og har pels med undtagelse af hunde og behaarede jaegere.

Man kan jo godt paastaa at man har en rimelig liberal jagtlov her til lands. Her kommer der en flok mennesker sejlende og faar stukket hver en riffel i haanden og vaersgod at skyde. Og skudt det blev der. 10 geder blev det til, men det skal, efter sigende, vaere under middel, men det skyldes at der i de foregaaende 3 uger har vaeret et mindre paent selskab profesionelle jaegere der blev betalt for hver ged der blev nedlagt. Nu vil den aarvagne laeser maaske mene at aarsagen var vores skydekunst eller mangel paa samme, men nej - Vi skoed paa alt der bare forsoegte at ligne en ged, vildsvin eller kronvildt.

Men selve byttet var blot resultatet. Naturoplevelsen var ud over alle graenser og ikke mindst det utrolige velfungerende kammeratskab. Her kan vi ikke takke Flemming og Craig nok for deres fine selskab.

Med til oplevelsen hoerte ogsaa moedet med "The McKensies" Den tidligere naevnte hytte var ryddet da vi kom tilbage. Da vi saa stakken af bagage indsaa vi pludselig at vi havde alt for meget udstyr med. Det hele skulle nemlig flyttes hen til en lysning et par kilometer borte. Aarsagen var at The McKensies, som er en navnkundig familie paa disse kanter, selv skulle bruge deres hytte. Men de tog det meget paent at vi havde overnattet der. De undskyldte naermest at de havde set sig noedsaget til at smide os paa porten.

Mr. McKensie tilboed at koere al vor bagage paa sin firhjuls-med-god-balance-trukne-motorcykel-vogn. Det sagde vi da rigtig mange tak for. Jo kiwierne er utroligt gaestfrie og naar de er "ugaestfrie" saa er de det paa en hjaelpsom maade.

Weekenden efter havde vi arrangeret dansker-weekend. Dream og Flemming & Barbera flyttede for et doegns tid ind hos Fritz i hans fine hus. Loerdag blev det til hygge og god mad. Flemming & Barbera havde medbragt noget af det krondyr som han havde skudt paa jagt og som hun havde marineret. Der ud over handlede vi lidt ekstra ind. Bl.a. is som er en vigtig del, da det jo ikke lige er noget vi bare har ombord.

Det blev en rigtig god aften hvor snakken gik, og vi saa ogsaa det video som var optaget paa vores foerste jagttur - en sand griner kan vi hilse og sige!!

Soendag tog vi os sammen til at dyrke lidt faelles sport. Vi koerte ud til Papamoa golfklub, hvor vi mod et mindre beloeb fik udleveret et par jern og en flok bolde, og saa var det derefter temmelig farligt at bevaege sig paa par-tre banen.

Efter et par meget fornoejelige timer, og for nogens vedkomne en del huller i graesplaenen - og luften - rigere, loeb Fritz af med sejren. Redaktionen siger tillykke!

Et par hurtige kommentarer om selve spillet: Barbera burde nok faa forkortet benene, alternativt faa et laengere jern...., Mette burde laegge fitnessudstyret paa hylden og bruge mindre energi i potte-spillet. Flemming er der vist kun et at sige til. Selv paa golfbanen soeger han ud i bushen....Han er vist et naturmenneske.

Efter denne haarde praestation, fortsatte sportens dag med svoemning i boelgerne paa Papamoas laekre strand. Ifoert badetoej og bodyboards blev det til adskillige surfture paa boelgerne.

Efter en rigtig god weekend sagde vi paent farvel til Flemming & Barbera, hvorefter vi kastede benene i sofaen hos Fritz til en god film i fjernsynet.

Vi har alle haft nogle utrolige store oplevelser hernede paa New Zealand og en ting er sikkert, at alle har lyst til at komme tilbage, opleve mere af landet og moede alle de soede mennesker vi har moedt hernede igen……saa inden at vi kunne faa vind i sejlene igen, var der en masse farvel og paa gensyn aftener… onsdag aften kom Flemming, Barbara, Fritz og Craig, med deres altid gode humoer og gode roeverhistorier. Denne aften bød for resten også på gensyn med Lars, en sejler vi mødte i Lissabon (..han sejlede dengang på skibet Sirus). Han var på rundrejse i NZ og havde på vores hjemmeside set at vi lå i Tauranga. Det blev til en rigtig fed aften, som endte ud i, at Dennis lige pludselig stod med rygsaekken klar og til endnu en jagt med Flemming – Som Dennis sagde, ”det er jo synd hvis Flemming skal gå på jagt alene!”. Gunnar, Rene og Mette blev paa skuden, for at forberede vores kommende sejllads og saa var vi alle inviteret op til Craig. Han hentede os dagen efter i Tauranga og saa afsted til Whakatane, op i bjergene efter at vi havde hentet 20 kg venison sausages (pølser lavet på kød fra hjorte). Saa stod den ellers paa laekker mad og god roedvin…fra flaske! (normalt er vi vant til god rødvin fra karton). Et dejligt sted, utrolig flot udsigt….og udsigt til endnu en tur paa crossmaskinen, saa Rene floej afsted ud over stepperne i shorts og lange cross stoevler, sikke et syn : ) Hjem igen dagen efter og saa skulle den staa paa indkoeb. Og det er jo et vidt begreb at handle ind til naermest 3 maaneder – og da Dennis og Flemming ikke, som lovet, havde skudt nogle hjorte var vi jo nød til at købe kød også. Vi fyldte 2 indkoebsvogne med alverdens ting og sager og resultatet var ret imponerende. Efter at ha laesset det hele af paa baaden, gik hele truppen over til Adrianne og Tim, noed hyggen og det gode mad. Nogle! var lidt traette efter dagens strabadser, saa vi fik alle en god nats soevn inden vi igen dagen efter skulle paa tur igen…… Fritz kom og hentede os og saa skulle vi alle ud og bruge lidt energi paa at vaelte kejler…og derude stod hele banden – Tim, Adrianne, et andet sejlerpar som vi havde mødt på Tonga og Alieson. Vi havde en masse sjov ud af det og den klare vinder var Rene. Det skulle fejres! og alle koerte hjem til Fritz til den helt store barbecue – alt var arrangeret. Det var for vildt, selv Fritz som ikke normalt er den store kok havde tryllet nogle rigtig danske frikadeller frem fra ærmet, jo der manglede ikke noget. Det blev en kanon fest og der var vist nogen som havde lidt ondt i styrehuset dagen efter, men festlig havde det været.

Det havde vaeret nogle rigtig hyggelig dage og alle paa Dream var nu klar til, at faa vind i sejlene. Mandag klokken 10.15 stod alle klar paa baadbroen for at sende os afsted – selv havnemesteren var nede og give os et par venlige ord med på vejen. Vi har nydt tiden i Tauranga og er virkelig blevet behandlet godt under hele opholdet. Der skal lyde en stor tak til alle vores venner i Tauranga og omegn. Specielt skal det nævnes at Fritz, Alison, Tim og Adrianne har været helt fantastiske – sikke nogle fester vi har holdt sammen og der skal lyde en stor tak til jer for alt jeres hjælp. Man må her ikke glemme vores gode venner Flemming og Barbera i Rotorua – som virkelig har givet os nogle oplevelser ud over det sædvanlige!

Afsted kom vi – og hvor var det fedt igen at komme ud på vandet og mærke vinden tage godt fat i sejlene. Vi sejlede først til Slipper Island, fik taget et herlig dukkert i det klare vand og Mette fik sin første rigtige sejltur. Alt ser ud til at fungere efter hensigten – det kan godt være lidt spændende når man har lavet så forholdsvis mange ændringer på forskellige dimser! Næste morgen gik turen til Great Mercury Island – hvor Gunnar og Mette fik taget en god spadseretur rundt på øen, mens Dennis og Rene fedtede lidt rundt på båden. Der var varslet en cyklon som skulle ramme midt New Zealand om Torsdagen og Great Mercury Island er ikke ligefrem et ønskested at modtage en sådan fætter. Så kursen blev sat mod Great Barrier Island som er en herlig ø med masser af skovbeklædte bjerge – som kunne danne et godt ly for den kommende cyklon. På sejlturen mod Great Barrier Island spottede Gunnar et Mærsk container skib. Dennis greb VHF’en og fik en god samtale med Kaptajnen på Mærsk Nikolaj. Der blev jo selvfølgelig snakket lidt cyklon og de var faktisk blevet ramt af den på deres vej mod New Zealand og mente at vi skulle passe godt på – de havde målt vindstyrker helt op til 25 M/sek kontinuerligt og temmelig store bølger. Dog ville cyklonen efter overvejende sandsynlighed aftage noget i styrke når den ramte fastlandet. Vi fik en nøjagtig barometer måling og fik vores barometer kaliberet. Dejligt at snakke med et dansk skib, specielt dejligt er det med en opdateret vejr report på et tidspunkt som dette.

Vi fandt en hyggelig lille bugt ved landsbyen Port Fitzroy som Dennis og Rene mente ville give os de bedste betingelser for en hyggelig aften mens cyklonen hylede i riggen. Vi havde knapt kastet ankeret før der kom et par søde små ænder hen til os – og da vi ikke havde noget kød til aftensmad mente Rene og Dennis at vi skulle få fat i ænderne. Der blev for-fodret med lidt franskbrød og harpunen fundet frem! Rene sendte et plet skud igennem hjertet på den ene og Dennis fik fat på pilen og bjaerget byttet indenbords. Den blev hurtig renset og lå i gryden mindre end et kvarter efter pletskudet. Mette fik tryllet en herlig anderet frem og endnu en festmiddag blev nydt. Vi mener nu nok at Flemming har sagt at jagt sæsonen på ænder ikke helt er gået ind endnu, men det kunne vi altså ikke helt vente på!

Næste dag begyndte lavtrykket så småt at lave sit indtog og regnen begyndte at tiltage. Vi fik kastet et ekstra anker ud og suret alt på dækket – det er nemlig så træls at gøre mens det hele står på, der vil man hellere bare sidde nede om læ og hygge sig med en god bog. Regnen tiltog og de første pust meldte sig allerede ved 15 tiden – det var nu ikke så voldsomt som de havde lovet i vejrmeldingerne men vi fik da vindstød op til 30 M/sek men kun i perioder af 10-15 sekunder af gangen så det var ikke så slemt. Det ku’ ha været møj værre! Men regnen piskede ned hele natten – på 18 timer faldt der 230 milliliter, her af faldt der 30 milliliter på kun 1 time da det stod værst til. Det lynede og bragede godt, det meste af natten, men næste morgen var solen igen på banen og vi fik tørret alt vores våde tøj. Vi var alle inde i byen for, at faa ringet lidt til venner og familie. Det er jo altid dejligt at hoere nyt hjemme fra. Mette ringede hjem til brormand og der fandt vi ud af noget meget sjovt!!!, som vi har grinet meget af. For i 1996 sejlede Dennis over Atlanten sammen med bla Stefan og endte da paa Martinique et par uger for at holde jul sammen med et par af Stefan’s venner – Brian og Thomas ……og Thomas viste sig at vaere mette’s bror og det har vi foerst fundet ud af nu 1½ maaned henne…… det er simpelthen for vildt!……hvor er verden ikke saerlig stor!

En masse erfaring rigere drog vi videre mod Opua, byen som DREAM ankom til fra Tonga for næsten 6 mdr siden. Her tanker vi op med grønsager og diesel for så at stikke af mod varmere himmelstrøg når vejret ellers arter sig. New Caledonien here we come!

Sporten:

  • Det lykkes efter lidt smugtrænning (..tror vi), Fritz, at slå hele besætningen i golf. Nerverne løb af med Rene i slutspillets nervepirrende minutter og han måtte se sig forvist til 2. pladsen.
  • En ny Backgammon turnering er gået i gang, deltagere: Mette og Rene! Stillingen er ved redaktionens slutning ukendt men efter udbrudene at dømme fører Rene vist svagt.
  • Gunnar har klart taget føringen i rødvins kast. Ingen har før med sådan en elegance spildt så meget rødvin – selv på restaurant!
  • Mette har fået Kinaskak indført som officiel disciplin men har ikke formået selv at slå helt igennem, endnu.
  • I kampen om at have den største hængerøv fører Dennis nu, men han har taget ufine metoder i brug da han har flænget hans buksebag med helt op til 30 cm! En mulig diskvalifikation står for døren. Han påstår selv overfor redaktionen at han har knoklet røven ud af bukserne, men kan det lade sig gøre?