Opua, New Zealand

19-05-2001: Opua, New Zealand

New Zealand - et utroligt smukt land, blot en skam at jeg ikke har været klar over det før nu - så havde jeg garanteret valgt New Zealand som rejsemål i stedet for så mange andre.

Ikke kun landet er smukt - befolkningen er utroligt hjælpsomme og imødekommende på en god måde, ikke påtrængende.

Vi sagde farvel til alle vore venner på bådebroen i Tauranga. Endelig alene og på havet.

Jeg havde forberedt mig godt ved at sætte søsygeplaster på og jeg må sige at det var godt, for hold da op hvor det vippede og gyngede i dønningerne. Men ikke et øjeblik siden afrejsen og indtil nu (ca. 300 mil efter) har søsyge været et problem (7 9 13). Det er de øjeblikke jeg glæder mig over - når min glæde for sejle og mangel på søsyge går op i en større enhed! Men det skal man måske have brækket sig ligeså mange gange som undertegnede for at kunne forstå værdien af. Så jeg håber bare at plasteret forsat virker når det virkelig gælder.

Du har muligvis allerede læst lidt om den cyklon vi rendte ind i undervejs på Dream siderne. Det var nu ikke så slemt endda. Alle tog det meget afslappet, vi bagte kage og spillede spil og hyggede os rigtigt, men med vindstød på mere end 60 knob (ca. 30m/s) var det vel ikke helt ufarligt, men et solidt forarbejde med at smide ekstra kæde og et ekstra anker ud var med til at skabe trygheden. Desuden var vi omgivet af det mest fantastisk smukke bjerglandskab - jungleagtigt.

Vi sov ganske som vi plejer, indrømmet lidt mere på vagt for fremmede lyde og krængninger.

Efter at vinden havde lagt sig strålede solen fra en næsten skyfri himmel. Vi var dog nødt til at vente endnu en dag idet dønningerne efter sigende stadig var temmelig store.

Da vi forlod vor trygge ankerplads skal jeg hilse at sige at der stadig var dønninger - mellem 4 og 5 meter, men det virkede "helt rigtigt" ingen brækkende bølger - kun dønninger. Dog skal jeg indrømme at jeg lige skulle vænne mig til at sejle i de store dønninger om natten. Det var ret ubehageligt overhovedet intet at kunne se, men bare at skulle forlade sig blindt på instrumenterne. Både Rene og Dennis er ganske habile sejlere så deres måde at takle tingene og os to nye ombord fungerer vældig fint. Mette har aldrig sejlet før, men det skal hun nok komme efter ret hurtigt.

P.gr.a. vort beskedne antal ombord er vi nødt til at tage nogle længere tørn ved hver vagt. Tidligere har Dream haft succes med alenevagter, og det lader til at vi skal praktisere den form igen. Men det er selvfølgelig kun i godt vejr.

Dream er udstyret med et vindror. D.v.s. at når kursen er lagt, justeres vindroret ind til at holde kursen automatisk. Denne automatik gælder dog kun når der er vind. Derfor er der også blevet installeret en AutoPilot, En elektronisk selvstyrer med et indbygget kompas. Ganske anvendelig og uundværlig.

Dennis og jeg er ved at bikse med en ekstra bekvemmelighed, nemlig en digital kortbølgemodtager. Til den bygger vi en demodulator, en dims som gør at vi kan hente rigtige vejkort i faxkvalitet ned. Derudover vil vi være i stand til at modtage nogle udvalgte danske radioudsendelser på bestemte tidspunkter.

Vi ligger i øjeblikket i Opua på den nordligste del af New Zealand. Her venter vi på godt vejr, d.v.s. et lavtryk som vi så skal sejle på bagsiden af for at få vinden fra den rigtige retning og i den rigtige styrke. Samtidigt er Opua det sted hvor vi skal checke ud af landet.

Det er netop blevet besluttet at vi vil sejle mod Ny Caledonien på Lørdag 21-04-2001. Fredag havde ellers været bedre, men ifølge gammel sømandsskik afsejler man aldrig på en Fredag!

Der er mange ting der skal være iorden inden en længere tur. Den næste etape varer ca 12-15 dage, men vi har alligevel købt proviant til de næste 3 måneder idet priserne er rimelige her, men vil stige meget, især i det franske Ny Caledonien.

Til sidst skal lyde en tak til alle der har betænkt mig med e-mails. Det er rart at høre fra jer derhjemme. Der skal også lyde en hilsen til søens folk.

Med venlig hilsen

Gunnar